Socialministeren: Kommunerne har redskaberne til at sikre børnene en god start

SAMRÅD: Benedikte Kiær (K) mener ikke, at der er behov for yderligere beføjelser til kommunerne i forhold til dagtilbudspligten.

På et samråd tirsdag ønskede Dansk Folkeparti svar på, om ministeren finder grund til at ændre loven om kommunernes dagtilbudspligt. Ministeren mente dog, at kommunerne har de fornødne redskaber til at presse børn af indvandrere eller socialt udsatte familier i daginstitutioner, selvom dette måske ikke fremgår eksplicit af lovgivningen:

"Jeg mener ikke, at staten skal tvinge alle børn i dagtilbud, hvis børnene ikke har behov for det, fordi de i øvrigt trives og udvikler sig. Og jeg mener faktisk heller ikke, at det er nødvendigt," sagde Benedikte Kiær på samrådet.

Martin Henriksen (DF) havde stillet spørgsmålene om, hvorvidt kommunerne i tilstrækkelig grad får børn i udsatte familier eller familier med indvandrerbaggrund i daginstitution. Bekymringen gik på, at børnene risikerer ikke at lære godt nok dansk eller ikke får nok opmærksomhed på deres problemer, hvis de for eksempel vokser op med psykisk syge forældre. Ifølge Martin Henriksen er der både en social og integrationsmæssig side af sagen:

"Vi fra Dansk Folkeparti finder det meget vigtigt, at man griber tidligt ind. Men det kræver, at børnene og problemerne ikke skjules derhjemme," sagde Martin Henriksen.

Spørgeren bad ministeren om tal for, hvor mange gange kommunerne har tvunget børn i dagtilbud, men måtte stille sig tilfreds med ministerens meddelelse om, at tallene kommer snarest.

Samrådet varede kun 10 minutter og bød ikke på spørgsmål fra oppositionen. Ifølge socialordfører for SF, Özlem Cekic, skyldes dette dog, at oppositionen allerede har sagt, hvad der skulle siges:

"Vi bragte dette problem op med et beslutningsforslag, som blev diskuteret i folketingssalen i vinterperioden, så jeg forstår slet ikke, at vi skal tale om det her nu. Dansk Folkeparti er simpelthen for langsomme," siger hun til Altinget.

Login