SF: Anbringelser skal udløse refusion til kommunerne

ØKONOMI: SF foreslår nu, at kommunerne skal have økonomisk godtgørelse, når de anbringer børn og unge uden for hjemmet.

Forslaget tager udgangspunkt i en konkret sag om Kalundborg Kommune, som skal spare et tocifret millionbeløb på børneområdet. Besparelserne vil ske på anbringelses-området, psykologbehandling, efterskoler, familiebehandling og aflastningspladser.

Det får nu SF's socialordfører Özlem Cekic til at foreslå økonomisk refusion til de hårdest ramte kommuner, når de anbringer børn og unge uden for hjemmet. En sådan ordning skal sikre, at hensynet til barnet eller den unge vejer tungere end det til økonomien:

"Det er i strid med lovgivningen, hvis man lader økonomiske hensyn afgøre, hvilken hjælp en kommunes udsatte børn kan få. Hvis f.eks. et misbrugt barn har brug for psykologhjælp eller anbringelse uden for hjemmet, skal det have den hjælp - uanset hvad!" siger Özlem Cekic i en pressemeddelelse fra SF.

Login