DF: Kriminel lavalder på finansloven

KRIMINALITET: Mere socialt forebyggende arbejde frem for straf, foreslår ungdomskommission. DF kræver den kriminelle lavalder på finansloven. "Klassisk DF-taktik," mener ekspert.

Ugens mest debatterede emne på den socialpolitiske scene har uden tvivl været ungdomskommissionens nye anbefalinger til, hvordan man kommer den fortsat grovere ungdomskriminalitet til livs.

Justitsminister Brian Mikkelsen (K), der sammen med regeringen tilbage i december 2007 nedsatte kommissionen, fik tirsdag morgen i denne uge overrakt den længe ventede rapport.

Rapporten er karakteriseret ved at fokusere på socialt forebyggende arbejde frem for højere straffe og sænkning af den kriminelle lavalder. Blandt andet forslår kommissionen mentorordninger, samarbejde med skoler etc.

Brik i finanslovsforhandlinger
Regeringen vil "snarest muligt" komme med sit eget udspil på området i efteråret. Alle partier er umiddelbart enige om at satse mere på det socialt forebyggende arbejde. 

Den store politiske knast i forhandlingerne ser ud til at blive den kriminelle lavalder, hvor Dansk Folkeparti i ugen har truet med at bringe spørgsmålet ind i forhandlingerne om finansloven.

"Nu kommer vi jo aldrig med ultimative krav, men det vil være et krav fra vores side, at den kriminelle lavalder bliver sat ned, og jeg har en tro på, at regeringen gerne vil lave en ambitiøs aftale, som indeholder både forebyggelse og konsekvens. Jeg håber, vi kan lave en god pakke, der indeholder begge dele, og jeg ser meget gerne, at det bliver finanslovsstof, så vi sammen med regeringen kan finde en løsning," siger DF's finansordfører Kristian Thulesen Dahl til Politiken.

Justitsministeren har ikke indtil videre kommenteret på, hvordan han står i forhold til den kriminelle lavalder. Men De Konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, afviser at blande den kriminelle lavalder sammen med finanslovsforhandlingerne. 

Klassisk DF-taktik 
"Det er efterhånden klassisk DF-taktik, at de kæder nogle forskellige krav sammen med finanslovsforhandlingerne. Nogle gange har de haft held med det, og andre gange er det bare en raslen med sablen, så de får gjort opmærksom på deres mærkesager," siger politisk kommentator Thomas Larsen til Altinget.

Han mener, at Dansk Folkeparti får det svært med at overtale regeringspartierne.

"De skal altså stadigvæk have overtalt et af regeringspartierne, så jeg tror, det bliver svært," siger Thomas Larsen, der ikke vil spå om Dansk Folkepartis reelle muligheder i den givne sag.

Enighed om mere forebyggende socialt arbejde
Oppositionen, fagfolk og KL klapper alle i hænderne over, at ungdomskommissionen lægger stor vægt på det socialt forebyggende arbejde i deres anbefalinger - selv Dansk Folkeparti er overordnet enig i denne del af kommissionens anbefalinger.

Også Brian Mikkelsen er positiv over for mange af kommissionens anbefalinger.

"Jeg kan imidlertid allerede nu sige, at regeringen er enig med kommissionen i det grundsynspunkt, at den tidlige kriminalitetsforebyggende indsats har central betydning," siger Brian Mikkelsen.

Han peger især på kommissionens forslag om en tidlig identifikation af og målrettet indsats over for kriminalitetstruede børn og unge og et forslag om at tilbyde mentorer. Derudover er han begejstret for forslaget om, at voksne, der lokker børn ud i kriminalitet, skal have skærpet deres straf

Inspiration til Barnets Reform
På fredag i næste uge fortsætter forhandlingerne i Folketinget om Barnets Reform, der skal forbedre vilkårene for udsatte børn og unge. Et emne som netop ungdomskommissionen har fokuseret på ved blandt andet at anbefale, man sætter tidligere ind mod socialt udsatte børn og unge.

De Radikales socialordfører, Anne Marie Geisler, håber, at ungdomskommissionens anbefalinger kommer med ind i de kommende forhandlinger om Barnets Reform:

"Jeg vil gerne have mere socialt forebyggende arbejde ind i reformen. Som den er nu, har den mere karakter af en anbringelsesreform," siger hun.

Login