Ellemann undgår madkrigen

MADORDNING: Regeringen og KL's aftale sikrer flere penge til den obligatoriske madordning og giver kommunerne mere tid. Derfor aflyses et samråd i dag om madordningen, og Karen Ellemann (V) undgår at blive inddraget i sagen.

Det er takket være Kommunernes Landsforening og regeringen, der sent mandag nat indgik en aftale, som sikrer kommunerne 400 millioner ekstra kroner til madordningen. Samtidig fik kommunerne også et ekstra år til at indføre madordningen, så skæringsdatoen nu hedder 1. januar 2011.

En skrabet model
Ministeren var kaldt i samråd af Lene Hansen (S), der er medlem af både kommunaludvalget og socialudvalget. Hun er meget tilfreds med, at loven er blevet udsat et år. Alligevel vil hun stadig holde øje med, hvordan det går, når kommunerne skal indføre ordningen i praksis.

"Der kan stadig gå det galt, at kommunerne kan blive overraskede over, hvor dyr madordningen er. Nu er der lagt 400 millioner oven i, og det er en slat penge, men det er alligevel en skrabet model," siger hun.

Login