Ny masteruddannelse indenfor udsatte børn og unge

KORT NYT: Fra 2010 bliver der nye muligheder for faglig kvalificering for ledere i kommunale børne‐ og ungeforvaltninger samt nøglemedarbejdere i døgninstitutioner.

Servicestyrelsen har bevilget Aalborg Universitet og Professionshøjskolen Metropol en million kroner til udvikling af en ny masteruddannelse: "Master i Udsatte Børn og Unge".

Der er ingen eksisterende uddannelser, som på dette område dækker behovet for faglig opkvalificering i tilstrækkelig grad.

Udviklingsarbejdet i forbindelse med masteruddannelsen gennemføres i et samarbejde mellem Aalborg Universitet og Professionshøjskolen Metropol med Aalborg Universitet som hovedansvarlig. En masteruddannelse skal være forskningsbaseret og bliver derfor udviklet af forskere inden for området.

Uddannelsens faglige indhold kommer til at omfatte:
1) Retsgrundlag og dets betydning for det socialfaglige arbejde
2) Paradigmer i viden om udsatte børn og unge
3) Levevilkår, trivsel, udvikling og børnesyn
4) Socialt arbejdes teorier og modeller med fokus på familier og børn
5) Organisationsteori med fokus på organisatorisk læring
6) Kommunal økonomi og sammenhæng til faglig kvalitet
7) Magtperspektiver i socialt arbejde.

Den nye masteruddannelse bliver udbudt på Aalborg Universitet fra september 2010, og afhængig af antal tilmeldte og fordeling af studerende vil den også blive udbudt i København på Professionshøjskolen Metropol.

De studerende får tilskud via satspuljemidler. Den pris arbejdsgiveren (eller den studerende) skal betale, er derfor reduceret til kr. 15.000 pr. semester.

Login