Barnets Reform ubrugelig uden en børneombudsmand

BØRN: Uden klageinstanser rettet særligt mod udsatte børn og unge er Barnets Reform tom lovgivning, mener 16 børneorganisationer. Det er Børnerådets opgave, mener ministeren og DF. S er positivt indstillet.

Barnets Reform er ikke det papir værd, den er skrevet på, hvis ikke reformen følges op med en instans, hvor børn kan henvende sig og klage eller få hjælp - en form for ombudsmand for børn.

Sådan lyder det samstemmigt fra 16 fremtrædende børneorganisationer i et debatindlæg i Politiken fra sidste søndag. Det er første gang, at så mange børneorganisationer er gået sammen om at give fælles kritik (se alle medunderskrivere i faktaboksen i bunden af artiklen).

"Problemet er, at de eksisterende klageinstanser er alt for utilgængelige for børn og unge. De er ofte skruet sådan sammen, at kun voksne kan finde ud af dem, og der mangler kompetencer til at håndtere børns henvendelser," siger Gert Jørgensen, formand for Børnesagens Fællesråd, der er en af de seksten medunderskrivere af debatindlægget.

Derfor foreslår børneorganisationerne, at man styrker Børnerådets ressourcer og kompetencer. F.eks. foreslår de, at man giver rådet indsigtsret i enkeltsager og besøgsret på sociale institutioner og myndigheder, som beskæftiger sig med børn.

Uforståeligt og svært tilgængeligt
Gert Jørgensen er tilfreds med mange af de nye tiltag i Barnets Reform. Men ifølge ham kommer den ikke det nuværende systems grundlæggende problemer til livs.

"Reformen er mere af det samme: en styrkelse af myndigheder, som reelt set er usynlige og utilgængelige for børn og unge, og af rettigheder, som børn får svært ved at gøre brug af," siger han.

Kritik af Børnerådet
Børnenes talsmand er i dag Børnerådet, og sådan bør det også være i fremtiden, mener indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V).  

"I Danmark er det jo Børnerådet, der varetager opgaven med at være børnenes talsmand, og det synes jeg, vi som udgangspunkt skal holde fast i, men jeg er parat til at se på, hvordan vi kan styrke børnetalsmandsfunktionen i fremtiden, så vi kan sikre de danske børn et endnu stærkere talerør," siger Karen Ellemann til Altinget.

Dansk Folkepartis socialordfører, Martin Henriksen, er enig i Karen Ellemanns vurdering.

"Det er lidt tragikomisk, fordi Børnerådet i dag skal fungere som en børnetalsmand. Derfor ville det være mere interessant at tage en debat, om Børnerådet formår at udfylde sin rolle - måske skal Børnerådet indrettes på en anden måde, så det er i stand til at sætte sig igennem i den offentlige debat," siger Martin Henriksen. 

Login