Århus Kommunes socialchef fyret efter kritik

ANBRINGELSER: Socialchef i Århus er blevet fyret efter rapport om svigt i anbringelsessager. KL skal kigge nærmere på forholdene i forvaltningen.

Skarp kritik af håndteringen af tvangsfjernelser af udsatte børn i Århus Kommune koster nu socialchef Leif Gjørtz Christensen jobbet. En enig magistrat har truffet beslutningen, oplyser Århus Kommune.

Den tidligere medarbejder Bente Adolphsen rejste for et år siden kritik af sagsbehandlingen i anbringelsessager. Rådmand Gert Bjerregaard (V) bad i den forbindelse borgmesterens afdeling om at undersøge de fremsatte anklager, og rådmanden har nu modtaget undersøgelsens konklusioner.

Kritik i fire sager
Borgmesterens afdeling finder grundlag for kritik af socialforvaltningen i fire ud af de ti anklagepunkter. Kritikken blandt andet går på, at forvaltningen har taget for store hensyn til forældre og plejeforældre på bekostning af børnene, været for tilbageholdende med tilsyn samt undladt at dokumentere i tilstrækkeligt omfang.

"Systemet har svigtet. Det skal jeg som rådmand dybt beklage, og jeg påtager mig naturligvis det politiske ansvar," siger Gert Bjerregaard på http://www.aarhuskommune.dk/.

Login