Socialordførere ønsker fattigdommen afskaffet

ØNSKESEDDEL: Afskaffelse af fattigdom, lige muligheder for børn unge og mindre ansvarsfralæggelse. Det er en række af de juleønsker, ordførerne har til ministeren.

Gennem hele året har det ikke skortet på kritik, ideer, input og forslag fra socialordførerne. Men hvad ville de egentlig ønske sig, hvis velfærdsminister Karen Jespersen (V) ville opfylde deres største juleønske?

S: Lige muligheder for børn og unge
"I julegave fra Karen Jespersen ønsker jeg mig lige muligheder for alle børn og unge. Lige muligheder bør være omdrejningspunktet for den sociale indsats i Danmark. Det er urimeligt, at så mange børn oplever en opvækst med omsorgssvigt og sociale problemer, det er urimeligt, at så mange unge ikke får en ungdomsuddannelse og det er urimeligt, at så mange børn med etnisk minoritetsbaggrund har markant ringere levevilkår end deres jævnaldrende - og det er urimeligt, at så mange børn lever i en hverdag med fattigdom. Alle børn i Danmark skal ikke kun formelt have de samme muligheder - de skal også reelt have de samme muligheder," siger Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen.

V & K: Barnets Reform 
"Jeg mener, det vigtigste udspil på socialområdet i år 2009 er Barnets Reform," siger socialordfører for De Konservative, Vivi Kier.

"En succesfuld Barnets reform, så vi for alvor får brudt den negative sociale arv og sikrer alle børn muligheder for en bedre opvækst," siger Venstres socialordfører, Ellen Trane Nørby.

DF: Bedre forhold for anbragte børn
"Jeg ønsker, at der kommer fokus på kvaliteten på bosteder for børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet. At der også kommer fokus på efterværn for børn og unge, efter de er fyldt 18 år. Det må være det vigtigste, med der kunne godt være plads til lidt flere pakker under træet," siger René Christensen, medlem af Socialudvalget for Dansk Folkeparti.

R: Stå ved jeres ansvar
"Jeg håber, velfærdsministeren kan finde nye argumenter, når der er problemer med at få socialpolitikken til at virke. Det er kedsommeligt at få at vide, at 'det heller ikke lykkedes i 90erne'. Underforstået, at der havde SR ansvaret. Men ministeren på området var jo i lang tid den samme. Og nu er der gået syv år med Fogh. Altså må VKO begynde at tage ansvar for deres egen tid," siger De Radikales socialordfører, Marianne Jelved.

EL og SF: Afskaf fattigdommen
"Afskaffelse af fattigdom er nok det, der står øverst på min ønskeliste. Og jeg ved, de 20.000 børn, der lever i fattigdom, nok også ønsker sig det samme," siger Socialistisk Folkepartis socialordfører, Özlem Cekic.

"Den allerbedste julegave, Karen Jespersen kunne komme med lige nu, er at love at afskaffe fattigdommen i Danmark. Så alle familier kunne holde jul i vished om, at de næste år vil have råd til både at betale husleje og købe mad og medicin.   Men derudover ville det jo være at give kommuner og regioner mulighed for at investere i velfærd og klima (energibesparende foranstaltninger og kollektiv trafik), både for at sikre en ordentlig velfærd og for at afhjælpe den økonomiske krise og klimakrisen," siger socialordfører for Enhedslisten, Line Barfod.

Login