Fagforbund: Samarbejde, husk valgløfter og mere i løn

KOMMENTARER: Fagforbundene opfordrer til bredt samarbejde, at partierne husker valgløfter, og penge nok til OK-forhandlingerne.

"Lad det nye Folketing være præget af samarbejde frem for blokpolitik til gavn for det danske samfund," skriver FTF-formand Bente Sorgenfrey i sin blog. Hun vil holde øje med, om de mange valgløfter indfries.
"Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF har for eksempel i valgkampen lovet flere penge til de offentligt ansatte forud for forårets overenskomstforhandlingerne. Jeg hæfter mig ved, at de har flertal for et sådant forslag, så jeg forventer, at de forpligter sig til at indfri dette for mange så vigtige valgløfte."

DSR: Mere i løn og flere penge til sundhed

"For det første skal sygeplejerskerne have en markant bedre løn, hvis sygeplejerskemanglen skal løses. Og for det andet skal Folketinget investere langt mere i sundhed, fordi for få sygeplejersker og stram økonomi går ud over kvaliteten og arbejdsmiljøet. Det er vigtigt, at alle løfterne ikke ender som valgflæsk, nu hvor valgkampen er ovre," siger formand Connie Kruckow fra Dansk Sygeplejeråd.

Login