Rødt flertal i Danske Regioners bestyrelse

VALG: De røde partier fastholder deres flertal i Danske Regioners bestyrelse. Radikale har dog det afgørende mandat. Valget kommer formentligt til at stå mellem Ulla Astman (S) og Sophie Hæstorp Andersen (S).

Socialdemokratiet har sat sig på formandsposterne i fire ud af fem regioner.

I Danske Regioner ser det også ud til, at Socialdemokratiet fortsat vil være regionernes ansigt udadtil. Det tegner til et rødt flertal i bestyrelsen i Danske Regioner, hvor de røde partier har ni mandater mod blå bloks otte mandater.

Dermed er vejen banen for, at enten Ulla Astman fra Nordjylland eller Sophie Hæstorp Andersen fra Hovedstaden kan blive efterfølger til Bent Hansen (S), som har siddet på formandsposten siden regionernes fødsel.

Radikale kan dog blive tungen på vægtskålen, og man har tidligere set i Danske Regioners kommunale pendant KL, at Radikale er klar til at gøre en Venstre-kandidat til formand. Sådan gik det sidst efter valget i 2013, hvor Kalundborgs borgmester, Martin Damm (V), med radikale mandater blev KL-formand.

Det vil dog være usædvanligt, hvis formanden fra Danske Regioner bliver Venstres Stephanie Lose, når regionsvalget samtidig har givet fire røde regionsformænd mod kun en blå. Til gengæld plejer næstformandsposten i Danske Regioner at gå til Venstre.

,

Forrige artikel Alternativet snupper borgmesterpost fra DF i København Alternativet snupper borgmesterpost fra DF i København Næste artikel Mette F. fik sin sejr, men Løkke undgik blodbadet Mette F. fik sin sejr, men Løkke undgik blodbadet