Hæstorp trækker kandidatur til Danske Regioner

FORMANDSKAMP: Socialdemokraterne er nu enige om, at Ulla Astman er deres kandidat til den magtfulde post som formand for Danske Regioner. Det sker, efter Sophie Hæstorp Andersen trækker sit kandidatur.

Efter intensive forhandlinger opgiver formanden for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), nu at blive formand for Danske Regioner. Dermed er formanden for Region Nordjylland, Ulla Astman (S), Socialdemokratiets kandidat til at stå spidsen for den magtfulde interesseorganisation.

“Jeg har valgt at trække mit kandidatur, fordi det er vigtigt, at Socialdemokraterne nu stiller med én formandskandidat. Men jeg må også bare konstatere, at man bredt set i regionerne ikke ønsker, at en københavner bliver formand for Danske Regioner," siger Sophie Hæstorp Andersen.

Hun mener, at der i medierne og politisk foregår det, som hun ser som en bashing af Region Hovedstaden, hvor dårlige sager får større opmærksomhed i regionen, end hvis det var sket andre steder.

"Det er bekymrende, for en stærk hovedstad er vigtig for hele landet," siger Sophie Hæstorp Andersen, der nu også peger på Ulla Astman.

“Jeg bakker fuldt op om Ulla Astman som formand for Danske Regioner. Samtidig vil jeg fortsat gøre min indflydelse gældende i Danske Regioners bestyrelse,” siger Sophie Hæstorp Andersen.

Radikale er kongemager
Dermed står kampen om formandsposten i Danske Regioner nu mellem Ulla Astman og Venstre-kandidaten Stephanie Lose, som er regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Selvom Socialdemokratiet sidder på formandsposterne i fire ud af fem regioner er det ikke givet, at de også kan sætte sig i spidsen for Danske Regioner.

Mandatfordelingen i bestyrelsen er nemlig sådan, at rød blok og blå blok har otte mandater hver, mens Radikale sidder på det sidste og afgørende mandat.

Fra Radikales forhandlingsleder, Karin Friis Bach fra Hovedstaden, er der endnu ikke kommet nogen klar udmelding om, hvem partiet vil pege på. Radikale vil gå efter mest mulig indflydelse, lyder det.

"Der pågår snak med begge sider," sagde Karin Friis Bach til Dagens Medicin torsdag.

Vil stadig kæmpe for bedre styringsmodel
Hvilken post Sophie Hæstorp Andersen, der repræsenterer den befolkningsmæssigt største region, så får, er uklart, da forhandlingerne om konstitueringen af bestyrelsen i Danske Regioner ikke er færdige. Men hun har to problemstillinger, hun vil forfølge.

“Det statslige produktivitetskrav på to procent er kun suspenderet i 2018. Jeg vil kæmpe for, at det efterfølgende styringsredskab giver mening for regionerne, personalet og patienterne,” siger Sophie Hæstorp Andersen, der også vil kæmpe for, at regionspolitik bliver mere vedkommende for borgerne.

,

Forrige artikel Seneste finanslov i 15 år: Forhandlinger har været sværere end forventet Seneste finanslov i 15 år: Forhandlinger har været sværere end forventet Næste artikel Alle har besluttet sig: Her er de nye borgmestre i København Alle har besluttet sig: Her er de nye borgmestre i København