LA med nyt dobbelt Holbæk-mandat

Holbæk Kommune er nu repræsenteret af to nye byrådsmedlemmer fra Liberal Alliance, idet de to løsgængere og tidligere Venstre-politikere Christian Ahlefeldt-Laurvig og Søren Anslund Stavnskær har meldt sig ind i partiet.

Liberal Alliance er gået fra nul til to mandater i Holbæk Byråd, idet Christian Ahlefeldt-Laurvig og Søren Anslund Stavnskær nu har meldt sig ind i partiet.

Det skriver partiet i en pressemeddelelse.

De to nytilmeldte LA-medlemmer er indgået i Holbæk Byråd som løsgængere og har tidligere været tilknyttet partiet Venstre.

Liberal Alliance repræsenterer altså nu to ud af de i alt 31 byrådsmedlemmer og efterlader derfor SF og Alternativet som de eneste partier, der ikke er repræsenteret i kommunen.

Christian Ahlefeldt-Laurvig blev valgt ind i byrådet for første gang i 2002 og har ifølge pressemeddelelsen blandt andet valgt at skifte til Liberal Alliance, fordi han ikke længere ønsker at levere stemmer til skattestigninger i kommunen.

Han siger:

"Holbæk Kommune skal være et rart sted at bo og en kommune, hvor borgerne har de bedste valgmuligheder. Jeg vil derfor arbejde for, at borgerne i Holbæk oplever mindre bureaukrati og mere åbenhed samt gennemsigtighed i det kommunale system," fremgår det af pressemeddelelsen.

Søren Anslund Stavnskær blev valgt ind i 2014 og begrunder i pressemeddelelsen sit skifte ud fra sit nye partis mærkesager:

"Liberal Alliances fire mærkesager – mindre bureaukrati, lavere skat, højere vækst og mere frihed, ligger rigtig fint i tråd med det, jeg står for og er gået til valg på. Derfor vil jeg også kæmpe for, at der bliver skabt mere vækst og flere job i Holbæk".

Holbæk Kommune er med Søren Kjærgaard (V) i spidsen som borgmester repræsenteret af ti mandater fra Venstre, otte fra Socialdemokraterne, fire fra Dansk Folkeparti, to fra både Enhedslisten og Radikale Venstre samt én fra de Konservative. Efter dobbeltskiftet tæller Liberal Alliance nu to mandater, mens der stadig er to løsgængere tilbage i byrådet.

De to nye LA-byrådsmedlemmer præsenteres fredag 25. klokken 15 på Hotel Strandparken i Holbæk.

Tilbage til navnenyt »

Prøv christiansborg gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Dagens portal