Opposition: Flere penge til kemi-plan

FORHANDLINGER: Oppositionen mener, at der er brug for flere penge til kemikaliehandlingsplanen. Forhandlingerne ventes afsluttet i dag.

Torsdag aften forventes forligspartierne at forhandle en ny kemikaliehandlingsplan på plads. Oppositionen mener, at der skal langt flere penge til området - ikke mindst i lyset af de seneste forskningsresultater om cocktail-effekter.

"Sidste gang man forhandlede kemikaliehandlingsplanen, fik man 73 millioner kroner. Det beløb skal øges markant. Det blev vi lovet af tidligere miljøminister Connie Hedegaard i 2005. Så det går vi efter. Vi ser gerne et beløb i størrelsesordenen 150-200 millioner kroner," siger SF's Pia Olsen Dyhr.

Socialdemokraternes forbrugerordfører, Benny Engelbrecht, frygter, at området ikke får et økonomisk løft.

"De tal, vi har set hidtil, vidner absolut ikke om et løft. Hvis man tager den del fra, som er lovpligtig, så er der reelt ikke noget i spil. Vi er nødt til at have penge på bordet for at kunne skabe handling. Ellers kunne vi lige så godt fotokopiere planen fra sidst," siger han.

Dansk Folkepartis miljøordfører, Jørn Dohrmann, mener, at venstrefløjen burde komme med et bud på, hvor den vil finde pengene. Han erkender dog, at det kan være svært at nå hele vejen rundt med det nuværende beløb.

"Alt andet lige vil det være godt, hvis der kan gives et løft, men det skal også være inden for rammerne. Man når aldrig hele vejen rundt," siger Jørn Dohrmann.

Forskningscenter til hormonforstyrrende stoffer
Ifølge Altingets oplysninger har de hormonforstyrrende stoffer stor bevågenhed fra miljøminister Troels Lund Poulsens (V) side. Derfor er det også et naturligt fokus i forhandlingerne.

Også Jørn Dohrmann har fokus på de borgernære problemer.
"Eksempelvis hvad det er, cocktaileffekterne gør, og hvordan vi kan sikre, at vi får udfaset de skadelige problemer hurtigst muligt," siger han.

Jørn Dohrmann foreslår at oprettet et videns- og forskningscenter. En ide som Socialdemokraterne tidligere har været ude med, og som SF's Pia Olsen Dyhr også kan bakke op om. Hun sætter dog spørgsmålstegn ved, om det skal være en del af kemikaliehandlingsplanen, idet det vil afkræve en fast bevilling.

"Jeg kunne godt tænke mig, at det blev en permanent instans, som fik en fast bevilling i ministeriet kombineret med penge fra Sundhedsministeriet," siger Pia Olsen Dyhr.

Benny Engelbrecht peger på, at et sådant center vil koste i omegnen af 30 millioner kroner årligt. Midler, som han ikke kun mener skal findes i Miljøministeriet. Det er også Forsknings- og Sundhedsministeriernes opgave.

"Vi er nødt til at skabe noget mere viden. Vi har nogle af de fremmeste forskere i verden. Hvis ikke vi giver dem mulighed for at komme med nogle af svarene på kemikalieudfordringer, så kan vi ikke løfte spørgsmålet op på europæisk plan," siger Benny Engelbrecht.

Det var onsdag ikke muligt at få en kommentar fra De Konservatives miljøordfører, Per Ørum Jørgensen, eller miljøminister Troels Lund Poulsen.

Præcisering: Beløbet, som Pia Olsen Dyhr kræver til forhandlingerne, er blevet rettet fra 200-250 mio. kr til 150-200 mio. kr.

Login