Industri overhørt i kemi-forhandling

FORHANDLINGER: Industrien er forundret og bekymret over, at den ikke er blevet hørt om kemikaliehandlingsplanen.

Når kemikaliehandlingsplanen snart falder på plads, er det en forundret branche, der venter på at se, hvad politikerne har fundet ud af. Branchen mener slet ikke, at den er blevet hørt.

I DI er miljøchef Bjarne Palstrøm stærkt forundret over, at erhvervslivet ikke har været taget med på råd.

"Det er højest besynderligt, at en kemikaliehandlingsplan bliver til, uden at man er i dialog med erhvervslivet. Vi plejer at have en god dialog, men dette forløb har været meget lukket, og det vækker stor bekymring hos vores medlemmer, som jo i høj grad bliver berørt af planen," siger han.

Han peger på, at erhvervslivet er i fuld gang med at implementere EU's kemikalie-lovgivning.

"Det tager mange ressourcer, og derfor er det vigtigt for os, at de nye initiativer er tænkt ind i EU's regler, og at man ikke begynder at indføre særlige danske tiltag. Det ville vi gerne have været i dialog om," siger Bjarne Palstrøm.

Branche: Ikke det vi er vant til
I plastikindustrien er man også forundret over de lukkede døre. Den administrerende direktør i brancheorganisationen Plastikindustrien, Peter Skov, kalder forhandlingerne en "black box".
"Det var noget andet, da vi forhandlede kemikaliehandlingsplanen i 2005. Da var forslaget ude, så man kunne kommentere det. Det var selvfølgelig politikerne, der slog søm i til sidst og besluttede, hvad der skulle ske. At hele processen er lukket nu, det undrer mig virkelig," siger Peter Skov.

Han mener ikke, at lukketheden er den rette måde at gøre det på.

"Det er uholdbart, at vi ikke får lov til at komme med indspil og kommentere, så de beslutninger, der bliver truffet, bliver med de rette informationer," siger Peter Skov.

Han vurderer, at diskussionen om, hvorvidt man skal følge EU-regler eller køre en stejl dansk linje, kan spille ind på de lukkede forhandlinger.

Dansk Erhverv: Debat skulle have fortsat
I Dansk Erhverv er man enig i kritikken. Mette Herget, miljøchef i Dansk Erhverv, mener, at man skulle have fulgt op på det indledende møde, der var i Miljøstyrelsen i foråret. Her kunne erhvervslivet komme med deres indspil til handlingsplanen. Handlingsplanen kan nemlig have store konsekvenser for producenterne.

"Der kan være nogle grunde til, at produkterne indeholder noget kemi. Der kan også være nogle lange leveringstider, der gør, at det kunne være rart for virksomhederne at vide, hvad de skal undgå, inden de bestiller varer. Som det ser ud nu, bliver vi præsenteret for et eller andet, som er forhandlet færdig. Så kan vi jo mene, hvad vi vil," siger Mette Herget, miljøchef i Dansk Erhvev.

Hun synes, at det er kedeligt, at hun ikke aner, hvad politikerne forhandler om.

"Mit indtryk er, at ministeren er meget opmærksom på, hvad han lader slippe ud af sit kontor. Det her er en af de sager, han ikke har lyst til at sende ud i en bredere diskussion," siger Mette Herget.

Login