Danske Regioner: Der er et uforløst potentiale i regionerne på miljøområdet

Med regeringens udspil til sundhedsreform skal regionerne fortsat løse vigtige opgaver på miljøområdet i fremtiden. Det er sund fornuft. Men regionerne bør også tænkes ind i oprensning af forureninger, så de stærke fagligheder udnyttes, skriver Camilla Hove Lund.

Jeg ved at tabe teskeen i vantro.

Det skete, da jeg før sommerferien læste Sundhedsstrukturkommissionens rapport, som indeholdt en anbefaling om "rene sundhedsregioner".

I modsætning til de mange hundrede siders analyser bag anbefalingerne på sundhedsområdet, var dette vidtgående forslag uden en eneste bagvedliggende analyse.

Opgaver med miljø, klima og transport og uddannelse måtte kunne placeres andre steder, mente sundhedseksperterne med forstand på, nåja, sundhed.

Det var en sort dag for miljøet.

{{toplink}}

Jeg var ikke alene om at blive chokeret. Reaktionerne er strømmet ind fra dem, der faktisk har forstand på miljø og klima.

Heriblandt de største aktører og fremmeligste eksperter, som de seneste måneder har været i Altinget Miljø, Jydske Vestkysten og Ingeniørens WaterTech med indlæg om, at opgaverne ligger bedst hos regionerne, herunder Dansk Miljøteknologi, Danske Vandværker, Foreningen af Rådgivende Ingeniører og professor Poul Bjerg.

Det takker jeg for på miljøets vegne. Senest har kommunalforsker Roger Buch i JydskeVestkysten i et interview udtalt bekymring for, om kommunerne kan varetage opgaven.

Regionerne bærer ansvaret

Nu sommer blevet til efterår, og 18. september kom regeringen med sit sundhedsudspil. Det var en god dag for miljøet.

Det glædede mig usigeligt, at regeringen, i modsætning til Sundhedsstrukturkommissionen, mener, at regionerne bør varetage andre relevante opgaver på blandt andet miljøområdet samtidig med, at vi driver et sundhedsvæsen i udvikling.

Tak, regering. Det er sund fornuft og godt for miljøet.

Hvorfor? Fordi det er regionerne, der kortlægger de tusindvis af steder i Danmark, hvor jorden er forurenet efter spild, deponering eller anden uforsigtig omgang med kemikalier, olie og andre forurenende stoffer.

Det er også regionerne, der sørger for en indsats, når der er risiko for forurening af drikkevandet, sundhedsrisiko i boliger og børnehaver eller forurening af vandmiljøet – hvis ikke der er en forurener, der kan holdes ansvarlig.

Regionerne har både de stærke faglige kompetencer, der skal til at løfte denne opgave, og er samtidig til stede og har samarbejdet med myndigheder, vandværker og borgere, der bliver påvirket af forurening og ønsker at få renset op.

Det er også regionerne, der sørger for, at der er råstoffer som sand, grus, sten og kalk til byggeri, infrastruktur og den grønne omstilling.

{{toplink}}

Regionerne kortlægger råstofferne i undergrunden, udarbejder planer for den fremtidige indvinding og giver tilladelse til indvinding på land.

Her har regionerne det regionale overblik over naturressourcerne og behovet for råstoffer, samarbejdet med indvindere og lokale aktører og tager også ansvar for at prioritere.

Samtidig arbejder regionerne for at øge genanvendelse og optimere anvendelsen af råstoffer, så de ressourcer, naturen har givet os, rækker længst muligt.

Regionerne bør stå for oprensning

Lad mig opsummere. Regionerne har nogle af landets stærkeste faglige miljøer på miljøområdet.

Vi er til stede, hvor borgerne og virksomhederne er. Vi har politikere, der navigerer i komplekse problemstillinger mellem overordnede samfundsmæssige hensyn, lokale interesser og komplekse faglige problemstillinger.

Derfor er det det rigtige valg, at regionerne fortsat varetager komplekse opgaver på miljøområdet, hvor staten er for langt væk, og kommunerne er for små eller for tæt på.

De kvaliteter er vigtige, når vi taler om jord- og grundvandsforurening og råstoffer, men de bør også bringes i spil på andre områder – det gælder især når vi taler om godkendelse af og tilsyn med forurenende virksomheder.

Jeg minder om sagen med Nordic Waste i Randers, der har udløst en berettiget debat om miljøtilsyn og kontrol med virksomheder er tilstrækkelig i dag. 

Får regionerne muligheden, er vi klar til at styrke kontrollen og tilsynet med særligt forurenende virksomheder.

Regionerne kan løfte opgaven med landets mest omfattende ekspertise på jord- og grundvandsområdet i kraft af vores ansvar for jordforurening og grundvandsbeskyttelse.

Tænk regionernes oprensning af forureninger sammen med forebyggende tilsyn. Det vil gøre en god dag for miljøet endnu bedre.

Forrige artikel Concito: Arealudfordringen lurer stadig trods regeringens grønne trepart Concito: Arealudfordringen lurer stadig trods regeringens grønne trepart