Vejledning skal hjælpe beskyttet natur

NATUR: Opdateret vejledning skal hjælpe kommunerne med at sikre beskyttede §3-områder.

I foråret kom det frem, at kommunerne har mere end svært ved at beskytte bevaringsværdige naturområder. §3-områderne viste sig flere steder at være forsømte. By- og Landskabsstyrelsen er nu kommet med en vejledning, som skal hjælpe kommunerne med at sikre §3-områderne.

"Siden 1993 har der været nogle lovjusteringer primært omkring biologiske overdrev. Der er udviklet praksis via domstole og Naturklagenævnets afgørelser, som vi har tilføjet vejledningen. Den bliver udgivet elektronisk med aktive links, så man kan se øvrigt materiale," forklarer biolog i By- og Landskabsstyrelsen Tine Nielsen Skafte, som har været med til at udarbejde vejledningen.

Hun forklarer, ar der var behov for en opdateret vejledning efter beskyttelses- og registreringsopgaven overgik fra amterne til kommunerne.

Et administrativt redskab
Vejledningen er primært et redskab for kommunerne og andre, som beskæftiger sig med natur og naturbeskyttelse. Tine Nielsen Skafte vil dog ikke afvise, at udgivelsen indirekte kan hjælpe landmænd, der er i tvivl om statusen på deres jord.

"Landbrugskonsulenter kan eksempelvis bruge den til at sætte sig ind i §3-beskyttelsen. Der er lavet andre tiltag til at vejlede landmændene. Arealinformationen i Danmarks miljøportal, hvor man kan se de registrerede beskyttede områder, samt bogen 'Naturen i landbruget'. Desuden kan der være information, som kommunerne selv står for. Vi har også på By- og Landskabsstyrelsens hjemmeside information om §3," uddyber Tine Nielsen Skafte.

Flere kommuner har haft svært ved i sager om braklægningsophør at håndtere samspillet mellem landbrugs- eller naturbeskyttelseslovgivningen. Dette og mange andre spørgsmål skulle vejledningen nu afhjælpe.

Login