Månedens bøger: Se Jørgen Steen Sørensens boganbefalinger

ANBEFALINGER: Hvad skal man egentlig læse næste gang? Find din inspiration her. Hver måned anbefaler embedsfolk, politikere og andre beslutningstagere bøger i Altinget: magasin. I denne måned anbefaler Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, tre bøger.

Alt må vige for natten af Delphine de Vigan
Delphine de Vigan er desværre ikke så kendt i Danmark som i hjemlandet Frankrig.

I ”Alt må vige for natten” fortæller hun sin mors livshistorie. Og om, hvorfor hun fortæller den. Det er en datters på samme tid rystende ærlige, men også rørende kærlige beskrivelse af en psykisk syg mor. Og på godt og ondt et billede af 60'erne og 70'erne, hvor den personlige frihed var stor – også til at gå i hundene.

Det fine er, at Delphine de Vigan aldrig er fordømmende, men oprigtigt forsøger at forstå, hvorfor det gik hendes mor, som det gjorde. Og historien er ikke kun tragisk, men også opbyggelig. I perioder af sit ellers plagede liv lykkedes det moderen at rejse sig, yde en indsats og være noget for andre. En smuk påmindelse om, at et liv kan være meningsfuldt, selv om det ikke er snorlige.

Login