Bogaktuelle Mikkel Vedby: "Budgetbisserne har udspillet deres historiske rolle"

Én ting slog Mikkel Vedby Rasmussen, da han læste udredningen af, hvordan regeringen sidste forår håndterede coronaepidemien.

Den beskrev, at Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, før nedlukningen udfordrede Sundhedsstyrelsens monopol på den sundhedsfaglige rådgivning af regeringen.

Barbara Bertelsen advarede i mails mod, at styrelsen kommunikerede for optimistisk omkring coronatruslen og dens mulige konsekvenser for hospitalsvæsenet.

"Hun sætter sig selv i spil som en topembedsmand, der siger, at vi løser konkrete problemer. Det er ikke for at sige, at hun ikke interesserer sig for nationaløkonomi, men for at sige, at hun har fokus på løsningen af krisen, som man står i. Hun mener, at man skal mobilisere statens ressourcer til at gøre det nødvendige – og så kan man altid snakke om regningen bagefter," siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Departementschefens handlinger minder om, hvordan en af fremtidens embedsmænd – hvad Vedby Rasmussen kalder "krisekraten" – havde reageret.

I dag gør få embedsmænd karriere på at kunne håndtere kriser, men i fremtiden vil krisekraterne "have deres eget karrierespor". Krisekraterne foretrækker, at rammerne varierer efter handlingen, hvorimod handlingen skal variere efter rammerne for budgetbisserne, som typisk kommer fra Finansministeriet.

"En karriere i Justitsministeriet, som Barbara Bertelsen har haft, giver et andet syn end en karriere i Finansministeriet – også selvom hun kort afhoppede til Moderniseringsstyrelsen," siger han.

For Mikkel Vedby Rasmussen står det klart, hvad fremtiden bringer for krisekraterne:

"Krisekraterne overtager den ideelle djøffer".

En generaliseret samfundstilstand
For at forstå, hvorfor krisekraterne vil vinde frem, skal vi dykke ned i Mikkel Vedby Rasmussens nye bog, Krisesamfundet, der er udkommet på Informations Forlag, og som er en analyse af coronakrisen og tidens krisetegn.

I bogen kommer professoren, som er dekan på Københavns Universitet, frem til, at coronakrisens "måske" største erkendelse er, at "krisen er blevet hverdag".

Krisen er en normaltilstand frem for en undtagelsestilstand. Det bryder med troen på et stabilt – "nærmest kedeligt" – samfund, som har eksisteret, siden Den Kolde Krig sluttede.

Krisen er en "generaliseret samfundstilstand," som tvinger os til at forstå kriserne i "konteksten af et krisesamfund", som har konsekvenser for, hvordan staten leder og administrerer kriser.

Særligt coronakrisen har, påpeger Mikkel Vedby Rasmussen, grundlæggende forandret statens styring. Den viser, at "krisen er blevet det medium, som vi laver politik i," som han udtrykker det.

"Vi er gået fra et system, der gav stor autonomi til fagpersoner, til et system med en stærk politisk styring. Hvor beredskabet hidtidig var fokuseret på at få enkelte sektorer til at fungere i en krisesituation er udgangspunktet nu, at alle sektorer skal arbejde sammen på at løse én krise. Det kræver forberedelse og en koordination, der ikke var behov for i et system, hvor læger tog sig af sundhedskriser og bankfolk af finanskriser".

Indskrænker det politiske rum
Kriser skaber ifølge Mikkel Vedby Rasmussen rammerne for "nødvendighedens politik".

"Hvis du kigger tilbage på de seneste 10 eller 20 års politik, hvornår har en politiker sagt, at et succesfuldt område skulle laves om af ideologiske grunde? Det gør ingen. Men hvis en politiker siger, at budgettet ikke passer, at velfærdsstaten på sigt bryder sammen, eller at konkurrencen fra kineserne truer, skaber det rammer for, at man bliver nødt til at handle," siger han.

Hvis krisen bliver politikkens forudsætning, indskrænker krisen det politiske rum "utrolig meget".

"Der er en masse ting, som du – i gåseøjne – får lov til under kriser. Det fascinerer politikere, som siger, at "det giver mig en mulighed". Men i det øjeblik, hvor man har en mulighed, siger man også, at man kun kan gøre én ting. Krisen mister sin forandrende kraft," siger han.

Kriser øger politikernes mulighed for at få beslutninger igennem, men fører samtidig til, at politikerne skal træffe beslutninger hurtigere.

"Der er noget i kriseerkendelsen – både centralisering, formation og handling, der findes i andre kriser – som gør beslutningsrummet mindre. Man har ikke de enormt lange løb, som ellers ville kendetegne offentlig ledelse," siger han.

Krisen risikerer at påvirke langsigtede planer for sygehussektoren eller vejnettet, fordi "politikerne ikke bare kan lede gennem Excel-arket, hvor kurven med den bløde linje fortsætter".

"Vi må regne med, at det er mere dynamisk," siger han.

Udfordrer statens styring
Excel-arket har sammen med budgetbisserne kendetegnet, hvordan staten har styret den offentlige sektor efter Den Kolde Krig. Fokus var rettet mod at forme en stat, som var opmærksom på udgifterne, med Finansministeriet i midten.

"Finansministeriet forsøger at effektivisere den offentlige sektor og bliver det vigtigste ministerium for, hvordan vi tænker god offentlig ledelse og god offentlig planlægning. Det var en god løsning på en situation, hvor udgifterne var løbet løbsk," siger han.

Styring gennem grafer bliver "i stigende grad" udfordret af kriser, hvor grafen ikke fortsætter stigningen, og hvor politikerne ikke kan planlægge det lange træk.

"Der kan det godt være, at Excel-arket ikke er det vigtigste, men derimod evnen til at motivere folk, til at tage den hurtige beslutning og til at gøre alt det, som er kriseledelse snarere end den fornuftige, rationelle styring af velfærdsstaten".

Budgetbisser har udspillet deres rolle
Krisekraterne og budgetbisserne er konkurrerende embedsmænd. Hvad kendetegner deres modsætningsforhold?

"Budgetbisserne sørger for at holde landet til at følge en graf og sørger for at holde udgifterne nede. De tænker i fornuftige og rationelle løsning. Budgetbisserne har brug for politikere, som tænker i planer og pakker, som reformerer økonomien og som gør, at vi kan planlægge fremtiden. De interesserer sig for, hvor mange der bliver pensioneret om 20 år, eller ser på det økonomiske råderum. Det er godt nok fornuftigt. Krisekraterne er ikke ufornuftige, men de fokuserer på ressourcerne, der skal løse problemerne, som vi står over for nu. De fokuserer meget mere på øjeblikket og løsningen af øjeblikkets problemer".

Det lyder dyrt?

"Det er pissedyrt. Det er udfordringen, og det er der, sammenstødet vil være. Jeg vil ikke påstå, at der kun vil være krisekrater tilbage, ligesom der ikke kun har været budgetbisser. Man har brug for begge".

Men du spår, at krisekraterne kan få deres tur til "at forme den offentlige sektor". Hvorfor vil de få større indflydelse?

"Budgetbisserne har udspillet deres historiske rolle. Noget af det pres, som drev dem, var, at vi var i minus, men nu har vi i en årrække været i nul eller i plus," siger han.

Budgetbisserne fik en karriere i det offentlige ved at løse problemerne, som politikerne ville have løst.

"Hvis de havde en god karriere i Finansministeriet, kunne de få en endnu bedre karriere i andre ministerier, der rekrutterede folk, som kunne tale finansministerielt. Men en masse dagsordener, som vi står over for nu – klima, sundhed, fortsæt selv linjen – er ikke særligt velegnet til det, som budgetbisserne kan," siger han.

Kan påvirke den grundige debat
Mikkel Vedby Rasmussen nævner i bogen, at coronakrisens mest blivende politiske konsekvens er, at "vestlige samfund kunne styres i en helt ny retning, hvis staten brugte sine krisebeføjelser". Han nævner også, at krisens største politiske konsekvens "bliver formentlig troen på, at staten kan håndtere klimaudfordringerne ved at mobilisere samfundet" ligesom med coronabekæmpelsen.

Hvilken af dem bliver den største konsekvens?

"De to ting hænger måske en lille smule sammen".

For det første ved borgere og politikere oven på coronakrisen, at de kan mobilisere hele staten, hvilket de ikke længere troede på.

"Vi kan også gøre det uden at få lov af internationale organisationer og institutioner. Hvilke konsekvenser vil det få for, hvordan vi fører politik? Det bliver ikke lidt," siger han.

For det andet – når borgerne og politikerne opdager muligheden for mobilisering – er spørgsmålet, hvad de vil benytte den til. Det vil særligt komme til udtryk i klimadebatten, hvor de klimaengagerede kræfter vil kræve, at staten bruger dens nyfundne magt.

"Man skal overveje, hvad bagsiden er. Hvad har vi ikke syntes, der var fedt i løbet af det sidste år? Den manglende, langsommelige, grundige politiske debat – alt det, som budgetbisserne kan – hvis det pludselig er ligegyldigt, ved vi så, hvor vi styrer hen?"

EU var ikke fyldt med krisekrater
For Mikkel Vedby Rasmussen er der "formentlig ikke en begivenhed i nyere tid, som har været mere undergravende for konceptet om globale, overstatslige løsninger på alvorlige globale udfordringer end coronakrisen".

Coronakrisen fik Tyskland til at rykke sig markant på spørgsmålet om fælles gældsoptagelse i EU, samtidig med at sundhed i forvejen ikke var et område, hvor EU havde ret meget kompetence. Hvad siger du til?

"Lad os tage, hvad EU faktisk gjorde, først," siger han.

Idéen om, at EU-landene skulle skrive den store check til genopretningen, krævede – på overfladen – styrker i EU, fordi fællesskabsbetaling plejer at være EU-landenes domæne. EU er dermed "kommet et langt stykke, hvis det var målet".

"Men skinnet bedrager en lille smule. Der, hvor det handlede om EU-politisk handling som købet af vacciner, lukning af grænser og koordination, viste EU, at det ikke var fyldt med krisekrater. Det kan man måske bebrejde EU for. Det har aldrig været EU's mening at skulle koordinere sundhed," siger han.

Ud over sundhedspolitik har EU "heller aldrig været supergode" til udenrigspolitik og sikkerhedspolitik. Det har organisationskulturen ikke været indrettet til.

"Det kan være fint nok, hvis man skal styre de problemer, som har præget Europa efter Anden Verdenskrig. Man skulle efter krigen sikre markedets integration og skabe rammerne om økonomisk vækst. Men hvis det er rigtigt, at verden er mere krisepræget, og hvis det er rigtigt, at medlemsstaterne efterspørger løsninger, som Bruxelles ikke kan levere, betyder det ikke, at EU lukker ned. Det betyder bare, at EU bliver mindre relevant," siger han.

Ingen stjernestund for embedsmænd
EU slipper bedre ud af krisen end Verdenssundhedsorganisationen (WHO). FN-systemets tanke har været at lave politik efter ligningen om, at globale kriser kræver globale løsninger.

Men under coronakrisen satte USA sig ikke i spidsen for "nogen" globale løsninger, og FN viste, at WHO var "mere" optaget af forholdet til Kina i global sundhed.

"Det var næsten det værste, der kunne ske, når folk i forvejen var en smule skeptiske over for, hvad FN-systemet kunne levere. Coronakrisen er ikke en stjernestund – hverken for EU's eller FN's embedsmænd," siger han.

Stjernestunden udeblev også for de nationale sundhedsmyndigheders embedsmænd. For det har præget "alle vestlige lande", at der har været en konflikt mellem sundhedsmyndighederne og politikerne, som har været uenige om, hvordan de ville håndtere epidemien.

"Konflikten har udspillet sig lidt forskelligt – om det er Donald Trump og Anthony Fauci eller Mette Frederiksen og Søren Brostrøm – men den har været der," siger han.

Krisen har "tydeligt" vist, at uanset konfliktens form kan sundhedsspørgsmål vokse sig så store, at de ikke længere er sundhedsspørgsmål.

Det baner, som Mikkel Vedby Rasmussen siger, vejen for krisekraterne:

"Det er der, krisekratspørgsmålet melder sig: At i kriser bliver beslutningerne mere politiske, større og mere akutte, og derfor kan det godt være, at den strengt faglige løsning ikke er den rigtige politiske beslutning".

red@altinget.dk