Løkkes loyale strateg tilbage i toppen

PORTRÆT: Troels Lund Poulsen har leveret et sjældent set comeback til den politiske top. Venstres benhårde magtspiller er flittig, strategisk stærk og loyal over for vennerne. Men han har ry for at tromle over folk, der står i vejen.

Den 4. december 2011 fik Troels Lund Poulsen nok.

Sagen om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold havde raset på højeste blus i flere måneder og var nu blevet så belastende for Troels Lund Poulsen, at han tog orlov fra Folketinget.

Karrieren lå i ruiner. Dengang forestillede de færreste sig, at han fire år senere ville være en del af den absolutte top i dansk politik. Heller ikke hovedpersonen selv.

”Jeg troede ikke selv på det. Men jeg har lært, at man ikke kan tage noget for givet i politik. Og jeg er glad for, at det nu er lykkedes for mig at komme tilbage. Og at de mange kloge ting, der er sagt om mig, er blevet gjort til skamme,” siger Troels Lund Poulsen.

Da Venstre vandt magten i juni 2015, blev Troels Lund Poulsen erhvervs- og vækstminister. Han fik ansvaret for et ministerium, der fik tilført flere muskler, og som har en af Slotsholmens mest drevne departementschefer ved roret.

Troels Lund kunne også tage plads i regeringens magtfulde Økonomiudvalg og fik hovedansvaret for mærkesager som vækst i de dele af landet, som ligger vest for København, udflytningen af arbejdspladser og opgøret med overimplementering af EU-regler.

Central spiller i regeringen
Troels Lund Poulsen beskrives af alle kilder som en arbejdshest, der har viet sit liv til politik og sat familielivet i anden række. Derudover har et skarpt blik for politik og stærke faglige kompetencer hjulpet ham til tops.

De kompetencer har Troels Lund Poulsen brug for i Økonomiudvalget, hvor han sidder sammen med finansminister Claus Hjort Frederiksen og skatteminister Karsten Lauritzen.

Her er evnen til at sætte sig ind i mange forskelligartede og komplicerede sager afgørende for at øve markant indflydelse på regeringens kurs. Kilder nævner i den forbindelse udflytningen af arbejdspladser som et af Troels Lund Poulsens helt store aftryk.

Fra Økonomiudvalget har han haft en central platform til at trykke de mange forskellige ministre på maven, som har haft en styrelse eller to på spil i udflytningskabalen.

Trolex og skattesag
Troels Lund Poulsen blev første gang valgt til Folketinget i 2001. Fem år efter gjorde statsminister Anders Fogh Rasmussen den unge Venstreløve til politisk ordfører, og året efter kom miljøministerposten i hus.

Under Lars Løkke Rasmussen blev han først skatteminister og senere undervisningsminister. Alt gik egentlig slag i slag, men mod slutningen af VK-æraen begyndte det at gå skævt.

Først kom Troels Lund i politisk uvejr for at have modtaget et 68.000 kroner dyrt Rolex-ur fra en oliesheik fra Qatar. Efter kritik fra Ombudsmanden endte han med at aflevere uret til Skatteministeriet. Men betegnelsen ’Trolex’ hænger stadig ved.

Værre blev det, da han i forbindelse med valget i 2011 blev involveret i Helle Thorning-Schmidts skattesag. Han var mistænkt for at blande sig i SKAT Københavns afgørelse om Thornings mands skatteforhold. Sagen gav Troels Lund Poulsen en ordentlig tur i mediemøllen, og han blev senere en central figur i Skattesagskommissionen.

Har aldrig set sig som Venstre-formand
Troels Lund slap dog for alvorlig tiltale, og rent politisk endte sagen med en næse fra Folketinget. Men sagen har haft konsekvenser. Tidligere blev Troels Lund Poulsen flittigt nævnt som en mulig arvtager for Løkke. Men det tror de færreste på i dag. Heller ikke Troels Lund Poulsen selv.

”Jeg har aldrig nogensinde set mig selv som formand for Venstre. Det er jeg ikke den rette til. Jeg er langt bedre til at skabe og formulere den politiske platform, som Venstre skal have. Det er min styrke,” siger han.

Han beskriver sig selv som en midtbanespiller på en fodboldhold. Sådan en, der arbejder hårdt og lægger de gode afleveringer.

”Jeg er ikke den, der høster æren for at score en masse mål. Men qua et stort løbearbejde er jeg i stand til at bringe vores politik i mål. Jeg er ikke den store afslutter,” siger Troels Lund Poulsen.

Det lyder tilforladeligt, men man skal ikke lade sig narre. Formandsdrømme eller ej, så er ingen i tvivl, om at Troels Lund Poulsen kommer til at spille en central rolle, når Venstre engang skal have ny formand.

Loyal Løkke-støtte
Men det er ikke kun hårdt arbejde, der har bragt ham tilbage til toppen. Af venner, fjender og politiske iagttagere beskrives han som statsministerens mest loyale soldat. Det så man især under formandsopgøret i juni 2014, hvor Troels Lund Poulsen arbejdede ihærdigt for formandens overlevelse.

”Lars Løkke er den absolutte bedste håndværker, som Venstre kan få. Han kan sikre, at vi får omsat vores politik til resultater,” siger Troels Lund Poulsen. I de hektiske dage op til skæbnemødet i Odense viste han sig som en mand, der ikke bare lægger den gode aflevering. Han kan også tackle igennem.

Troels Lund var nemlig blandt den lille kerne af loyale Løkke-støtter, der ringede rundt til baglandet for at sikre den nødvendige opbakning. I baglandet følte flere sig direkte truet af Venstreformandens tæskehold – ikke mindst af Troels Lund Poulsen.

En dansk udgave af Frank Underwood
Derfor beskrives han også som en mand med mange fjender i Venstre.

I den knap så flatterende udgave lyder det, at Troels Lund Poulsen er det tætteste, man kommer på Frank Underwood i dansk politik. Altså det rendyrkede magtmenneske fra den amerikanske TV-serie House of Cards, der ikke skyer nogen midler for at nå den politiske top. Og som ikke er udpræget populær i den brede befolkning. Af vennerne bliver Troels Lund Poulsen skamrost for sine strategiske evner.

Ifølge kilder var det ham, der fik idéen til at bringe Søren Gade i spil som eventuel modkandidat til Kristian Jensen, da formandsopgøret spidsede til.

Og da Panorama-sagen ødelagde Venstres første uge i valgkampen, blev det igen tydeligt for Lars Løkke Rasmussen, at han havde brug for en af sine stærkeste strateger. Troels Lund Poulsen måtte afbryde sin personlige valgkamp for at kæmpe for partiet fra Christiansborg.

Placeringen af Troels Lund Poulsen i en magtfuld ministerposition bliver derfor af flere set som Lars Løkke Rasmussens tilbagebetaling for det loyale arbejde.

Har brændt sine broer
I Venstre er Troels Lund Poulsen tætte venner med gruppeformand Søren Gade. Jacob Jensen og Lars Christian Lilleholt er også tætte allierede. Også sin tidligere kæreste, sundhedsminister Sophie Løhde, siges han at have et godt forhold til i dag.

Forholdet til Løkke er stadig tæt, men rollen i formandsopgøret har også haft en bagside. Det betyder nemlig, at hans politiske fremtid i den grad er koblet op på den nuværende formand.

Fra Jensen-fløjen lyder det, at hvis der er én person, der har brændt sine broer under formandsopgøret, så er det Troels Lund Poulsen. I modsætning til andre på Løkke-fløjen har han end ikke forsøgt at række hånden ud, som en kilde udtrykker det.

Mangler vælgertække
Troels Lund Poulsen kan også godt have brug for at række hånden ud til vælgerne. Folketingsvalget i 2015 var nemlig helt overraskende ved at koste ham pladsen på tinge, og han fik blot 5.031 personlige stemmer.

Kun 302 stemmer skilte ham og Fatma Øktem i kampen om det fjerde og sidste Venstre-mandat i Østjylland. Troels Lund Poulsen hører også til blandt de mindst populære ministre i målinger, men det går ham ikke synderligt på.

”For mig er det ikke afgørende, hvordan det personlige brand ’Troels Lund Poulsen’ står. Jeg lever udmærket med, at mit brand af mange årsager har været udfordret gennem mange år,” siger Troels Lund Poulsen og fortsætter:
”Men jeg er da ked af, at jeg fik så dårligt et resultat til folketingsvalget.”

Upopulær miljøminister
Skattesagen og Venstres dårlige valg er naturligvis en central del af forklaringen. Men flere peger også på, at det har ramt hans personlige popularitet, at han som miljøminister gennemførte Foghs drømme om en mere grøn kurs. Troels Lund stod således i spidsen for Grøn Vækst, der gjorde ondt i landbruget.

Og det har man ikke glemt i landbrugskredsen Hedensted, hvor Troels Lund Poulsen er opstillet. Som erhvervs- og vækstminister er han nu i spidsen for en mere klassisk Venstre-kurs.

Med fokus på vækst og arbejdspladser i yderområder. Det kan måske lokke flere vælgere ind i folden. Til det siger Troels Lund Poulsen selv:

”Jeg kan mærke, at der er stor opbakning til nogle af de ting, jeg er blevet sat i spidsen for. Udflytning af statslige arbejdspladser og den regionale vækstdagsorden er der stor opbakning til i de kredse, hvor jeg kommer,” siger han og fortsætter:
"Jeg ser frem til det næste folketingsvalg med stor glæde."

Forrige artikel Holstein: Troels Lund er overraskelsen Holstein: Troels Lund er overraskelsen Næste artikel Portræt: Slideren i Statsministeriet Portræt: Slideren i Statsministeriet
Overblik: Her er efterårets politiske kalender

Overblik: Her er efterårets politiske kalender

Sommeren lakker mod enden og efteråret lurer lige om hjørnet. Selvom Folketinget officielt holder sommerferie indtil oktober, er der en masse politik på programmet. Få overblik over den politiske kalender her.