Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Sådan kan kommune forholde sig til forfaldne boliger

SVAR:

Transport- og bygningsministeren forklarer, at kommunerne i medfør af byggeloven har mulighed for at pålægge en bygningsejer at vedligeholde sin ejendom, hvis den misligholdes efter byggeloven. Loven tilsiger bl.a., at ejeren af en ejendom skal vedligeholde bygningerne og ubebyggede arealer på ejendommen, "så de ikke frembyder fare for ejendommens beboere eller andre".

Ingen ved nøjagtigt hvad det koster at drive jobcentrene

SVAR:

Der findes ifølge beskæftigelsesministeren ikke præcise oplysninger om de samlede driftsomkostninger ved jobcentrene. Der foregår dog en årlig indberetning af budget- og regnskabstal til Danmarks Statistik om administration vedrørende jobcentrene, som ministeren tager væsentlig forbehold for pga. forskelle i kommunernes registreringspraksis. For året 2014, som er senest tilgængelige regnskabstal, er der indberettet ca. 3,9 mia. kr. til drift af jobcentrene. 

 

 

Minister: Registrerer ikke kommuners brud på børne- og ungelovgivning

SVAR:

Radikale Venstre havde bedt social- og indenrigsministeren oplyse, hvilke kommuner, der gentagne gange ikke overholder lovgivningen på området for udsatte børn og unge. Men ifølge ministeren foretager Ankestyrelsen kun stikprøver af kommunale afgørelser og sagsbehandling. Der sker ikke en samlet og løbende registrering af, hvilke kommuner der gentagne gange ikke overholder lovgivningen på området.

 

Minister: Kolding skal tage stilling til sygedagpenge-sager

SVAR:

Socialdemokraterne havde bedt beskæftigelsesministeren forholde sig til, at Kolding Kommune undlader at tilbagebetale sygedagpenge til borgere, der har fået medhold ved Højesteret i, at det var ulovligt at fratage dem sygedagpenge med tilbagevirkende kraft. Ifølge ministeren skal der foretages en konkret vurdering i hver enkelt sag, når det gælder spørgsmålet om forældelse af et eventuelt tilbagebetalingskrav. 

 

Minister: Sådan er forhold mellem værge, handicappet og kommunen

SVAR:

En værge skal holde sig orienteret om relevante afgørelser med relation til den borger, hvis interesser værgen varetager, forklarer socialministeren i et svar om relation mellem værge, den handicappede og kommunen. Omfatter værgemålet personlige forhold, er det værgens pligt at holde sig orienteret om de kommunale sociale afgørelser i relation til borgeren.

Minister: Kommunernes arbejde med ældre og demente skal løftes

SVAR:

Ifølge sundhedsministeren er det bekymrende, at flere kommuner giver udtryk for, at der særligt blandt det udførende personale er behov for mere viden om brug af magtanvendelse og forståelse for formålet med samt vigtigheden og konsekvensen af registreringen. Regeringen har, sammen med satspuljepartierne, afsat 470 millioner kroner over fire år til en national handlingsplan for demens 2025. Arbejdet forventes ifølge ministeren bl.a. at sætte fokus på kompetenceudvikling af de medarbejdere, som har med demente borgere at gøre.

 

Minister: Sætter ikke gang i byggeboom indenfor strandbeskyttelseslinjen

SVAR:

SF har udtrykt bekymring for, at en fjernelse af strandbeskyttelseslinjen i byzone og bynære områder vil åbne op for en voldsom konkurrence mellem kommunerne om at tilbyde de bedst beliggende byggegrunde til turist og boligformål. Ifølge miljø- og fødevareministeren vil regeringen dog kun komme med en begrænset lempelse for byggeri og for kommunernes mulighed for at udnytte arealer, "der ligger som en lomme mellem en havn og byen".