Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Rosenkrantz-Theil: Kommunerne får også kompensation for merudgifter til rengøring på skolerne

SVAR:

CORONA: Børne- og undervisningsministeren svarer Marianne Jelved (R), at kommunerne kompenseres for 2,6 milliarder kroner i 2020 til håndtering af covid-19. Det indebærer også merudgifter til rengøring i kommunale velfærdstilbud, og da der ikke er stillet krav til anvendelsen af kompensationen, er der ikke kendskab til, hvad en forbedring af hygiejnen på skolerne har kostet. 

Krag: Vi har igangsat en evaluering af det specialiserede socialområde

SVAR:

KVALITET: Social- og indenrigsministeren svarer René Christensen (DF), at de indholdsmæssige krav til tilbuddenes kvalitet er ens for offentlige og private tilbud. For at sikre at kravene i de sociale tilbud efterleves, indkaldes partierne til en indledende drøftelse inden sommerferien. Derudover har regeringen netop igangsat en evaluering af det specialiserede socialområde. 

Krag: Kommunalbestyrelser kan kræve hver fjerde almene bolig stillet til rådighed til påtrængende boligsociale opgaver

SVAR:

BOLIGMANGEL: Social- og indenrigsministeren svarer Pernille Skipper (EL), at kommunen skal anvise midlertidig husly til borgere, der har mistet deres bolig. Derudover lejes almene boliger oftest ud efter en venteliste, og kommunerne har ikke pligt til at tilbyde borgere en permanent bolig, men kommunalbestyrelser kan kræve op til hver fjerde almene familiebolig stillet til rådighed til løsning af påtrængende boligsociale opgaver i kommunen.

Dybvad: Alle kommuner har indsendt et svarskema for plejeboligernes brandsikkerhed

SVAR:

BRANDSIKKERHED: Boligministeren svarer Karina Adsbøl (DF), at alle 98 kommuner har indsendt svarskemaer for plejeboliger, der beskriver brandsikkerheden i bygningerne. De kommuner, der ikke har en dato på, hvornår alle kommunens plejeboliger lever op til loven, er blevet bedt om at oplyse en dato for, hvornår forholdene bliver bragt i orden. 

Engelbrecht: Politiet giver samtykke til etablering af parkeringspladser ud fra en vurdering af, om pladsen vil hindre beredskabet i at komme frem

SVAR:

PARKERING: Transportministeren svarer Henning Hyllested (EL), at politiet skal samtykke til kommunerne, førend de kan etablere parkeringspladser for el- og delebiler. Politiet har som udgangspunkt ikke præferencer i forhold til, om et parkeringsareal er tiltænkt særlige biler, men træffer en beslutning ud fra, om etableringen af parkeringspladsen ville medføre udfordringer for beredskabets fremkommelighed. 

Heunicke: Vi vil sikre, at ekstraordinære udgifter til corona ikke fortrænger øvrige udgifter til borgernær velfærd

SVAR:

CORONA: Sundheds- og ældreministeren svarer Martin Geertsen (V), at regeringen netop har indgået en økonomiaftale med kommunerne for 2021, og at regeringen vil sikre, at ekstraordinære udgifter i forbindelse med corona ikke fortrænger øvrige udgifter til borgernær velfærd. Det er ikke en pligt for kommunalbestyrelserne at stille indkvarteringsfaciliteter til rådighed, pligten påhviler kun kommunalbestyrelserne i situationer, hvor der konkret fastsættes regler til det.