Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Corydon har regnet på nulvækst i det offentlige forbrug

SVAR: Ifølge finansminister Bjarne Corydon (S) skønnes pris- og lønreguleret nulvækst frem mod 2020 at indebære en reduktion af den offentlige beskæftigelse inden for offentlig forvaltning og service sammenlignet med Konvergensprogram 2014 på ca. 28.000 fuldtidsbeskæftigede.

Vestager: Kommunerne har brugt deres byggepenge

SVAR: I aftale om kommunernes økonomi for 2012 blev der afsat en lånepulje på 600 mio. kr. til anlægsinvesteringer på bl.a. kvalitetsfondsområdet, dvs. til investeringer på folkeskole-, idræts-, daginstitutions- og ældreområdet. De midler er ifølge økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) blevet brugt.

Sådan vil regeringen følge op på Produktivitetskommissionens arbejde

SVAR: Ifølge finansminister Bjarne Corydon (S) vil en opfølgning på Produktivitetskommissionens arbejde blandt andet bero på indholdet i en aftale om Vækstpakke 2014 samt udfaldet af analyser, der er eller vil blive påbegyndt, herunder foreslåede analyser i Vækstpakke 2014.

Corydon svarer om effekten af regeringens vækstudspil

SVAR: Hovedsigtet med regeringens vækstpakke er ifølge finansminister Bjarne Corydon (S) at øge produktiviteten i den private sektor og dermed bidrage til at fastholde og skabe vellønnede job. Med tiltagene i "Danmark helt ud af krisen – virksomheder i vækst" løftes BNP med 6 mia. kr. frem mod 2020.

Vestager sætter tal på kommunernes serviceudgifter

SVAR: Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) har leveret en opgørelse over udviklingen i kommunernes regnskabsførte serviceudgifter 2007-2012 korrigeret for opgaveændringer og ændringer i de forudsatte pris- og lønforudsætninger.

Minister redegør for rehabiliteringsområdet

SVAR: KL har gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt landets kommuner i november 2013. Undersøgelsen viser, at 89 af de 97 kommuner, der svarer, har et rehabiliteringstilbud til kræftramte borgere. Det er KL’s opfattelse, at de øvrige kommuner er på vej med tilbud. Indholdet i tilbuddene er typisk fysisk træning, kostvejledning, tilbud om rygestop, undervisning om sygdommen og psykosocial støtte.

Beskæftigelsesministeren forklarer fraværsreglerne for kontanthjælpsmodtagere

SVAR: Kontanthjælpsmodtagere skal ikke stå til rådighed, hvis den pågældende er nødt til at passe sine børn, og der ikke kan anvises anden pasningsmulighed. Bestemmelsen omfatter også den situation, hvor fraværet kan henføres til barnets sygdom. Bestemmelsen indebærer imidlertid ikke, at en person fx automatisk har ret til ”barns første eller anden sygedag”.