Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Minister: Kommunernes arbejde med ældre og demente skal løftes

SVAR:

Ifølge sundhedsministeren er det bekymrende, at flere kommuner giver udtryk for, at der særligt blandt det udførende personale er behov for mere viden om brug af magtanvendelse og forståelse for formålet med samt vigtigheden og konsekvensen af registreringen. Regeringen har, sammen med satspuljepartierne, afsat 470 millioner kroner over fire år til en national handlingsplan for demens 2025. Arbejdet forventes ifølge ministeren bl.a. at sætte fokus på kompetenceudvikling af de medarbejdere, som har med demente borgere at gøre.

 

Minister: Sætter ikke gang i byggeboom indenfor strandbeskyttelseslinjen

SVAR:

SF har udtrykt bekymring for, at en fjernelse af strandbeskyttelseslinjen i byzone og bynære områder vil åbne op for en voldsom konkurrence mellem kommunerne om at tilbyde de bedst beliggende byggegrunde til turist og boligformål. Ifølge miljø- og fødevareministeren vil regeringen dog kun komme med en begrænset lempelse for byggeri og for kommunernes mulighed for at udnytte arealer, "der ligger som en lomme mellem en havn og byen".

 

Hjort svarer om statslige anlægsprojekter

SVAR:

Der er ifølge finansministeren endnu ikke taget stilling til, hvordan de offentlige investeringer skal bringes i overensstemmelse med det forudsatte niveau i de mellemfristede fremskrivninger. Som det fremgår af finanslovsaftalen for 2016 indgået mellem regeringen, DF, LA og KF vil regeringen senest i foråret 2016 fremlægge konkrete forslag til tilpasninger på investeringsområdet, som drøftes af aftaleparterne og i relevante forligskredse.

Neergaard svarer om vold mod offentligt ansatte

SVAR:

Venstre indgik i foråret 2015 sammen med et bredt flertal i Folketinget en aftale om en styrket arbejdsmiljøindsats. Her blev det aftalt at gøre det risikobaserede tilsyn mere målrettet. Det betyder, at Arbejdstilsynet fremover kommer der, hvor der er de største arbejdsmiljøproblemer og mindre på de virksomheder, der har styr på arbejdsmiljøet. Samtidig har man dog sparet 9 millioner kroner til forebyggelse af vold og trusler på hospitaler og i skoler væk under Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse.

 

Ellemann gennemgår kommunernes mulighed for hjælp på børn- og ungeområdet

SVAR:

I forbindelse med nedlæggelsen af amterne ved kommunalreformen blev Den nationale Videns- og Specialrådgivnings Organisation (VISO) i Socialstyrelsen oprettet som en støttefunktion for kommuner og borgere i vanskelige enkeltsager. VISO yder vejledende specialrådgivning til kommuner, institutioner, borgere mv. i komplicerede enkeltsager på social- og specialundervisningsområdet – herunder på børneområdet. Med Overgrebspakken fra oktober 2013 blev der endvidere oprettet fem kommunalt drevne børnehuse, som kommunerne skal benytte som led i den børnefaglige undersøgelse, hvis der er viden eller mistanke om, at et barn har været udsat for overgreb.

Finansministeriet kan snart sætte tal på statslige arbejdspladser per kommune

SVAR:

Finansministeriet kan ikke på nuværende tidspunkt foretage en retvisende opgørelse af statslige arbejdspladser fordelt på kommuner på grundlag af Finansministeriets forhandlingsdatabase. Ministeriet forventer dog, at der kan leveres kommunefordelte opgørelser af statens årsværk fra og med 4. kvartal 2015. Det vil sige primo 2016. 

 

Minister sætter tal på udgifter til hjemmehjælp i eget hjem

SVAR:

Kommunernes samlede nettodriftsudgifter til hjemmehjælp i eget hjem er i perioden 2011-2012 faldet lidt, og udviklingen er nogenlunde stabil fra 2013 til 2014. Samlet set er udgifterne faldet med ca. en milliard kroner fra 2011 til 2014. Ifølge sundhedsministeren er det dog usikkert at sammenligne perioderne 2011-2012 og 2013-2014, grundet udskilning af udgifter til ledelse og administration i 2013.

 

 

Minister: Tager hånd om ulovlige boligskatter

SVAR:

Rigsrevisionens kritiske redegørelse om ulovlig opkrævning af ejendomsskatter fra 2011 blev ifølge skatteminister Karsten Lauritzen (V) fulgt op af en række tiltag. Et af disse tiltag var, at der blev oprettet et såkaldt ”Overvågningsudvalg”, hvor Økonomi- og Indenrigsministeriet, KL og SKAT deltog. SKAT har løbende bistået Økonomi- og Indenrigsministeriet og kommunerne med at afklare de problemstillinger, der er blevet rejst i udvalget.

Minister: Uvist hvornår udflyttede arbejdspladser fungerer 100 procent igen

SVAR:

Alternativet havde bedt erhvervs- og vækstministeren forholde sig til tidsperspektivet for, hvornår udflyttede arbejdspladser fra hovedstadsområdet forventes at fungere 100 procent igen. Ifølge ministeren foreligger der ikke systematiske undersøgelser af effekten på opgavevaretagelsen i forbindelse med flytninger i Danmark, hverken på kort eller lang sigt.