Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Lauritzen har regnet på forhøjet grundskyld

SVAR:

Skatteministeren har udarbejdet "et skatteeksperiment", der viser de umiddelbare provenumæssige konsekvenser af at forhøje den kommunale grundskyldspromille med 1 pct.-point. 

Minister sætter tal på jobcentrenes efteruddannelse

SVAR:

I 2014 afholdt jobcentrene udgifter til "Ordinær uddannelse" på i alt 928 mio. kroner. "Øvrig vejledning og opkvalificering" trak 3.920 mio. kroner, mens der blev brugt 376 mio. kroner på "6 ugers selvvalgt uddannelse til forsikrede ledige".

Hjort svarer Enhedslisten om omprioriteringsbidraget

SVAR:

Indarbejdelsen af et omprioriteringsbidrag for 2017 indgår ifølge finansministeren i fastsættelsen af servicerammen samt det kommunale bloktilskud. Da den enkelte kommune vedtager sit budget ud fra lokale prioriteringer, er det ikke muligt at vurdere, hvordan omprioriteringsbidraget vil påvirke beskæftigelsen og udgifterne til de enkelte udgiftsområder i de enkelte kommuner.

Sådan kan kommune forholde sig til forfaldne boliger

SVAR:

Transport- og bygningsministeren forklarer, at kommunerne i medfør af byggeloven har mulighed for at pålægge en bygningsejer at vedligeholde sin ejendom, hvis den misligholdes efter byggeloven. Loven tilsiger bl.a., at ejeren af en ejendom skal vedligeholde bygningerne og ubebyggede arealer på ejendommen, "så de ikke frembyder fare for ejendommens beboere eller andre".

Ingen ved nøjagtigt hvad det koster at drive jobcentrene

SVAR:

Der findes ifølge beskæftigelsesministeren ikke præcise oplysninger om de samlede driftsomkostninger ved jobcentrene. Der foregår dog en årlig indberetning af budget- og regnskabstal til Danmarks Statistik om administration vedrørende jobcentrene, som ministeren tager væsentlig forbehold for pga. forskelle i kommunernes registreringspraksis. For året 2014, som er senest tilgængelige regnskabstal, er der indberettet ca. 3,9 mia. kr. til drift af jobcentrene. 

 

 

Minister: Registrerer ikke kommuners brud på børne- og ungelovgivning

SVAR:

Radikale Venstre havde bedt social- og indenrigsministeren oplyse, hvilke kommuner, der gentagne gange ikke overholder lovgivningen på området for udsatte børn og unge. Men ifølge ministeren foretager Ankestyrelsen kun stikprøver af kommunale afgørelser og sagsbehandling. Der sker ikke en samlet og løbende registrering af, hvilke kommuner der gentagne gange ikke overholder lovgivningen på området.

 

Minister: Sådan er forhold mellem værge, handicappet og kommunen

SVAR:

En værge skal holde sig orienteret om relevante afgørelser med relation til den borger, hvis interesser værgen varetager, forklarer socialministeren i et svar om relation mellem værge, den handicappede og kommunen. Omfatter værgemålet personlige forhold, er det værgens pligt at holde sig orienteret om de kommunale sociale afgørelser i relation til borgeren.