Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Ellemann vil ikke forholde sig til embedsmænds læsning af personlige mails

SVAR:

Dansk Folkeparti havde bedt social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) oplyse sin holdning til, at borgmesteren og embedsmænd i Ringkøbing-Skjern Kommune læser personlige mails fra et byrådsmedlem. Er der sket en overtrædelse af persondataloven, er det et anliggende for Datatilsynet, svarer hun og ønsker derfor ikke at udtale sig om den konkrete sag. 

Undervisningsministeren redgør for kommunalt tilsyn

SVAR:

Kommunen fører som udgangspunkt ikke tilsyn med de frie grundskoler, oplyser undervisningsministeren. I tilfælde af et statsligt skærpet tilsyn med en fri grundskole kan Styrelsen for Undervisning og Kvalitet dog beslutte, at kommunalbestyrelsen i skolekommunen skal føre dette tilsyn eller dele deraf.

Minister: Staten dækker kommunernes udgifter for flygtninges praktik

SVAR:

Uddannelsesministeren kender ikke til de ressourcer, der anvendes på daginstitutionsområdet i forbindelse med virksomhedspraktik, herunder særskilt for flygtninge og migranter i praktik. Ministeren oplyser dog, at staten som udgangspunkt dækker kommunernes samlede nettoudgifter efter integrationsloven til flygtninge og familiesammenførte i de første år.

Minister: Sådan skal kommunerne forbedre ressourceforløb

SVAR:

Kommunerne har ifølge beskæftigelsesministeren et "vigtigt ansvar for hele tiden at inddrage borgeren som en aktiv medspiller" og tilrettelægge ressourceforløb efter den enkeltes behov. For at understøtte kommunernes arbejde har forligskredsen bag reformen af førtidspension og fleksjob  aftalt en række initiativer, der skal styrke kvaliteten af ressourceforløbene, som ministeren forklarer her.

Støjberg: Kommuner kan tilbyde flygtninge en kollegiebolig

SVAR:

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) oplyser til Konservative, at kommunerne kan tilbyde en ung flygtning at bo på et kollegieværelse, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Ellen Trane: Sociale klausuler i byggekontrakter er ikke mit bord

SVAR:

Dansk Folkeparti havde bedt undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) fremlægge sin holdning til, om det skal gøres obligatorisk for stat, regioner og kommuner at indarbejde sociale klausuler i byggekontrakter, hvor der stilles krav om, at virksomhederne skal ansætte elever eller lærlinge. Ifølge ministeren hører spørgsmålet hjemme hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen under Erhvervs- og Vækstministeriet.

Hjort: Ingen præcis definition af "kernevelfærd"

SVAR:

Der findes ifølge finansministeren ikke en præcis definition af begrebet kernevelfærd. Danmark har dog en offentlig sektor, som udfører en lang række opgaver til gavn for både borgere og virksomheder, hvilket ifølge ministeren kan betegnes som kernevelfærd. I kommunerne omfatter kernevelfærden for ministeren bl.a. uddannelse, børnepasning, ældrepleje og sociale opgaver.

Minister: Skoleledere kan ændre på modtagelsesklasser

SVAR:

Kravene til modtagelsesklasser kan ifølge undervisningsministeren lempes, så klasseloftet hæves fra 12 til 15, hvis det vurderes at være pædagogisk forsvarligt. Der skal dog være en individuel vurdering af den enkelte elevs behov for sprogstøtte og timer i en modtagelsesklasse. Den vurdering foretages af skolelederen.

Løhde: Praktiserende læger skal fordeles bedre

SVAR:

Dansk Folkeparti havde bedt sundhedsministeren forholde sig til, at der i en kommune er lukket for tilgang til de praktiserende læger, og at borgere dermed henvises til en lægepraksis i en anden kommune. Ministeren har ikke kendskab til den konkrete sag, men oplyser, at regeringen har iværksat en række initiativer, der skal understøtte en "hensigtsmæssig fordeling af praktiserende læger på tværs af landet".

Minister: Kolding skal tage stilling til sygedagpenge-sager

SVAR:

Socialdemokraterne havde bedt beskæftigelsesministeren forholde sig til, at Kolding Kommune undlader at tilbagebetale sygedagpenge til borgere, der har fået medhold ved Højesteret i, at det var ulovligt at fratage dem sygedagpenge med tilbagevirkende kraft. Ifølge ministeren skal der foretages en konkret vurdering i hver enkelt sag, når det gælder spørgsmålet om forældelse af et eventuelt tilbagebetalingskrav.