Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Krag: Ingen sager er blevet annulleret ved omlægningen til Familieretshuset

SVAR:

OVERFLYTNING: Social- og indenrigsministeren svarer Mette Thiesen (NB), at Statsforvaltningens sager ved overgangen til Familieretshuset er blevet omvisiteret, og i forbindelse med det nye familieretlige system er alle sager blevet genvisiteret. Ingen sager er blevet annulleret.

Krag: Vi vil undersøge kommunernes brug af seler over for borgere med demens

SVAR:

DEMENS: Social- og indenrigsministeren svarer Susanne Zimmer (ALT), at eftersom flere kommuner ikke følger reglerne for anvendelse af stofseler, har ministeriet igangsat en undersøgelse af kommunernes brug af stofseler over for borgere med demens. Der vil blive indhentet erfaringer fra de kommuner, der har afskaffet stofseler.

Krag: For at hjælpe voldsudsatte skal vi styrke den ambulante behandling

SVAR:

KRISECENTRE: Social- og indenrigsministeren svarer Sikandar Siddique (ALT), at regeringen i sit forslag til finansloven 2020 har foreslået at styrke den ambulante behandling for voldsudsatte, så voldsudsatte kan få hjælp uden at de nødvendigvis behøver at tage ophold på et krisecenter.

Rosenkrantz-Theil: Henvisning til specialundervisningstilbud skal ikke ske i forhold til kommunens planlægning

SVAR:

VISITATION: Børne- og undervisningsministeren svarer Brigitte Klintskov Jerkel (K), at henvisning til specialundervisning skal ske efter en konkret vurdering af den enkelte elevs behov og ikke, når det passer ind i kommunens planlægning. Ifølge reglerne om frit skolevalg har forældrene mulighed for at vælge et svarende tilbud til det, de er blevet henvist til. 

Wammen: Vi løfter udgangspunktet for den kommunale serviceramme med 2,2 milliarder kroner

SVAR:

ØKONOMI: Finansministeren svarer René Christensen (DF), at regeringen og KL med aftalen er enige om at løfte udgangspunktet for den kommunale serviceramme med 2,2 milliarder kroner. Inden for den eksisterende ramme kan kommunerne frigive 0,5 milliarder kroner ved en velfærdsprioritering. Det er kommunernes ansvar at lægge budgetterne og prioritere ud fra lokale ønsker om eksempelvis flere velfærdsmedarbejdere.