Her er aftalen om lavere færgetakster

DOKUMENTATION: Som en del af regeringens nye vækstplan er der indgået aftale om lavere færgetakster for biler og passagerer til og fra øer. Med aftalen afsættes 48 millioner kroner i 2016 og herefter 95 millioner kroner årligt til initiativet.

Regeringen og de øvrige borgerlige partier er med aftalen om ”Vækst og udvikling i hele Danmark” blevet enige om at afsætte midler til at sænke færgetaksterne for biler og passagerer til og fra øer. 

Initiativet er særligt målrettet den turistmæssige lavsæson om foråret og efteråret, hvor der er et potentiale for at øge turismen på de danske øer. Det vil udvide turistsæsonen til en større del af året og dermed fremme bosætningen gennem øget aktivitet.

Initiativet bygger oven på ordningen på godsområdet, hvor der allerede i dag ydes tilskud til en væsentlig nedsættelse af færgetaksterne for gods til og fra en række øer.

Initiativet om lavere færgetakster for passager og biler omfatter følgende øer: Bornholm, Læsø, Samsø, Fanø, Ærø, Sejerø, Nekselø, Orø, Agersø, Omø, Askø, Femø, Fejø, Baagø, Avernakø, Lyø, Bjørnø, Birkholm, Strynø, Drejø, Skarø, Hjortø, Aarø, Barsø, Endelave, Hjarnø, Venø, Anholt, Tunø, Fur og Egholm.

”Med vækstaftalen har vi fundet finansiering til at tage et stort skridt i retning af et landevejsprincip. Vi prioriterer lavere færgetakster højt, fordi det vil give et løft til turisterhvervet og styrke bosætningen på øerne. Jeg vil nu indkalde de politiske partier til en drøftelse af den konkrete udformning af ordningen," siger social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) i en pressemeddelelse.

Login