Den svære tango mellem borgmester og direktør

Et vigtigt makkerpar
Den økonomiske krise gør behovet for effektiviseringer og nye måder at arbejde på mere aktuelt end nogensinde. I den forbindelse er netop samarbejdet i kommunens topledelse afgørende for, hvordan man formår at håndtere fremtidens udfordringer.

Arbejdsdelingen mellem kommunaldirektør og borgmester er formelt set klar: Direktionen tager sig af den daglige drift og står til regnskab over for den politiske ledelse, der træffer de politiske og strategiske beslutninger.

Politik og administration skal være adskilt. Men det er ikke så let i praksis.

"Udfordringen er bare, at der ikke findes nogen facitliste for, hvornår noget er politisk, og hvornår noget er et anliggende for administrationen," siger en kommunaldirektør i rapporten.

Overlap er hyppige. I mange sager og situationer efterspørger den politiske ledelse råd om politiske spørgsmål fra folk i direktionen. Flere direktører anslår i rapporten fra Væksthus for Ledelse, at politisk sparring med borgmesteren udgør halvdelen af deres arbejdstid.

En politiker fortæller i rapporten om, at han bruger direktøren til at formulere budskaber til politiske møder og til rådgivning om, hvordan en sag bedst kommer igennem politisk.

Mange faldgruber
En kommunaldirektør skal kunne varetage og udfylde mange roller ud over at være sparringspartner for borgmesteren. Direktøren skal også kunne skifte imellem at være lyseslukker, idéudvikler, strateg og talsmand.

Forestillingen om den reaktive direktør, der blot fører politiske idéer ud i livet, er ofte langt fra hverdagen på direktionsgangene. Nogle politikere beder direktøren om at blande sig, andre forventer ligefrem indblanding.

"Rollen som direktør er mere proaktiv og grænsesøgende end tidligere. Politikere vil have en direktion, der er mere fremme i skoene," siger en kommunaldirektør og bakkes op af en borgmester:

"Vi er nødt til at finde nogle processer, hvor det er legitimt, at direktionen spiller nye ideer ind i det politiske rum. Jeg ønsker en direktion, der udfordrer os som politikere."

Men mange direktører går på listetæer, når de træder ind på den politiske arena. Og det kan der være gode grunde til. Ud over at det er på kant med demokratiske principper om, at den politiske magt ligger hos de folkevalgte, kan det underminere direktørens status som en neutral leverandør af saglig rådgivning til det politiske niveau.

To verdener
Politikere og embedsværket taler meget ofte ud fra to vidt forskellige logikker, fordi der kan være stor forskel på, hvad der er fagligt korrekt og det politisk rigtige. Og for at en direktør skal have succes, skal han eller hun forstå begge dele og skabe sammenhæng mellem de to måder at tænke på.

"Mange af disse især yngre ledere mangler stadig den politiske tæft, der skal til, hvis de engang vil være topledere," fortæller en borgmester.

Rapporten tegner et billede af, at mange dygtige embedsmænd har svært ved at forstå, hvordan politikere tænker. Embedsmænd, der ikke ejer politisk tæft og ikke forstår de særlige arbejdsbetingelser i politiske beslutningsprocesser, holder ikke længe i f.eks. en demokratisk ledet organisation.

Der er mange forhold, som en embedsmand med politisk tæft skal kunne forholde sig til. F.eks. skal han eller hun kunne sætte sig ind i, hvad en sag betyder for de enkelte politikere, deres vælgere og det politiske bagland.

Derfor er det vigtigt at forstå og acceptere, at politikere og embedsmænd kan have forskudte interesser.

"Vi har f.eks. lige haft en sag om nogle af kommunens villaveje, hvor belysning objektivt set er helt tåbeligt, men hvor det for netop disse vejområder så helt anderledes ud i den politiske optik."

Sådan beskriver en kommunaldirektør en sag med modsatrettede interesser.