Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Minister sætter tal på VE-midler i proces-puljen

SVAR:

Ifølge energi-, forsynings- og klimaministeren er der mellem 1,1 og 2,6 mia. kroner (2012- priser) tilbage til VE i proces-puljen (2012-priser) til årene 2016-2021. Det nøjagtige beløb afhænger af udviklingen i de initiativer, der er reserveret midler til.

Minister: Siemens må gerne være i Vestsahara

SVAR:

Enhedslisten havde bedt udenrigsministeren forholde sig til, at Siemens Wind Power angiveligt handler i strid med international lov ved at lave forretninger i Vestsahara. Ministeren svarer imidlertid, at der ikke er vedtaget internationale sanktioner i forhold til Vestsahara, og at det derfor som udgangspunkt ikke er ulovligt for private virksomheder at handle med og investere i Vestsahara.

Minister forsvarer lejernes ansvar for energibesparelser

SVAR:

Bygningsstyrelsen gennemfører kun energitiltag, hvor lejer accepterer huslejetillægget. Der er en model, der ifølge transport- og bygningsministeren skaber sammenhæng mellem incitamenter og finansiering, og som fremmer energibesparelser i staten.

Minister: Endnu uvist hvordan landbrugets drivhusgasudledning skal ned

SVAR:

Alternativet havde bedt energi-, forsynings- og klimaministeren oplyse, hvilke virkemidler man kan tage i brug for at reducere landbrugets udledning af drivhusgasser med op til 40 procent i 2030 i forhold til 2005. Men ifølge ministeren er det på nuværende tidspunkt uklart, hvilket reduktionsmål Danmark vil blive pålagt i 2030, samt præcis hvilke virkemidler der vil kunne tages i anvendelse til målopfyldelse.

 

Minister: Energisparerordning ikke i strid med EU-retten

SVAR:

Kammeradvokaten vurderer modsat advokatfirmaet Copenhagen Counsel, at energispareordningen ikke er udformet på en måde, som indebærer, at der i forbindelse med de konkrete energisparetiltag ydes ulovlig statsstøtte. Kammeradvokaten vurderer dermed, at den danske energisparerordning med energiselskaberne ikke er i strid med EU-retten.

 

Regeringen støtter ikke højere EU-reduktionsmål

SVAR:

I marts fremlagde EU og EU’s medlemsstater deres reduktionsbidrag på mindst 40 procent i 2030 i forhold til 1990 til den globale klimaaftale. Regeringen opfatter bidraget som et af det mest ambitiøse til den globale klimaaftale. Derfor støtter regeringen på nuværende tidspunkt ikke, at EU øger sit reduktionsbidrag.

Minister: Klodens CO2-budget opbruges hurtigt

SVAR:

Energi-, forsynings - og klimaministeren bekræfter, kloden allerede i 2030 vil have brugt ca. 75 procent af CO2-budgettet for perioden 2012-2050 medmindre verdens lande ændrer ambitionerne på området. Men både UNFCCC, FN’s klimapanel og IPCC vurderer samtidig, at det er muligt at nå klodens 2-gradersmålsætning, selvom ambitionsniveauet først øges efter 2030.