Nyeste spørgsmål

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

V vil have tal på nyfundne olie- og gasfelter i Nordsøen

SPØRGSMÅL: Venstre beder klima- og energiministeren oplyse, hvor mange nye olie- og gasfelter der er fundet siden 2000 på den danske sokkel i Nordsøen. Samtidig ønsker partiet oplysninger om, hvor mange af disse fund der er blevet udbygget med henblik på produktion.

LA: Går Brosbøl virkelig ind for åbne kyster?

SPØRGSMÅL: I lyset af miljøminister Kirsten Brosbøls (S) debatindlæg "Bevar de åbne kyster", hvor hun ifølge Liberal Alliance udtrykker stor begejstring for åbne og uspolerede danske kyststrækninger, beder partiet hende tilkendegive sin holdning til den forestående opstilling af 40-80 store vindmøller i Jammerlandbugten.

V: Bliver benzinbiler forbudt i Danmark i 2050?

SPØRGSMÅL: Venstre beder klimaministeren forklare, om biler fra udlandet, der kører på benzin eller diesel, må køre igennem Danmark efter 2050 og dermed afbrænde fossile brændsler i Danmark.

V: Kan danske oliefelter ende i hænderne på russisk oligark?

SPØRGSMÅL: Venstre beder klimaministeren redegøre for sin holdning til, at russeren Mikhail Fridman angiveligt er ved at købe det tyske energiselskab RWE’s andele i de danske oliefelter Nini og Cecilie i Nordsøen, jf. historien "Danske oliefelter kan ende i hænderne på russisk oligark" på business.dk den 2. marts 2015.

Grønlandsk MF'er: Skal vi kortlægge isbevægelserne omkring Grønland?

SPØRGSMÅL: Doris Jakobsen (SIU) beder klimaministeren oplyse, om der er planer om at følge eksemplerne i Canada, Norge og Island med at lægge oplysninger om isbevægelserne (iskort) omkring Grønland ud på nettet dagligt, så de kan følges af fiskerne og andre brugere af de grønlandske farvande på daglig basis.