Vinder af SparEnergiPrisen blandt 750 forslag

SPAR ENERGI: Rikke Hansen fra Veksø på Sjælland vandt blandt 750 forslag årets SparEnergiPrisen.

Vinderen af SparEnergiPrisen 2009 kæmpede med et alt for stort varmeforbrug i hjemmet. Så familien tog fat på husets klimaskærm, det vil sige alt det, som adskiller indeklimaet fra påvirkning af vind og vejr. Først isolerede de hele huset - både udvendigt og på loftet - med 300 mm isolering. Dernæst blev alle vinduer udskiftet med nye lavenergiruder.

"Før peb varmen ud om vinteren, men efter vi har fået huset energirenoveret, er her blevet dejligt varmt - også i de kolde måneder," fortæller Rikke Hansen. Men ikke nok med, at familien har halveret deres varmeforbrug, de har oven i købet fået et langt flottere hus som bonus.

Over 750 deltog i konkurrencen
SparEnergiPrisen 2009 har fået mere end 750 forslag ind fra borgere over hele landet. Projektleder for SparEnergiPrisen, Henrik Steen-Knudsen, er positivt overrasket over danskernes interesse for at deltage i konkurrencen: "Vi har fået rigtig mange spændende forslag ind, og det viser, at danskerne både er opfindsomme og aktive, når det gælder om at spare på energien i boligen."

Login