Sommerens energinyheder

OVERBLIK: Aftale om at lette udskældte afgifter, mål for energieffektivisering i EU og et nyt eksporttiltag fra regeringen var blandt sommerens nyheder på energiområdet.

På trods af sommerferien har klima- og energiområdet ikke stået stille. Altinget har lavet et overblik med de vigtigste klima- og energihistorier fra sommeren.

Afgiftsnedsættelser uden K
PSO-afgiften bliver sænket og brændeafgiften fjernes. Det er hovedpunkterne i den energiaftale, regeringen vedtog med SF, Enhedslisten, Venstre og Dansk Folkeparti midt i juli. PSO-afgiften sænkes med 13,2 milliarder kroner frem mod 2020, og de penge skal findes et sted. Finansieringen sker blandt andet gennem en forhøjelse af bundskatten på 0,28 procentpoint. De Konservative kalder det et forligsbrud og har valgt at stå uden for aftalen.
I øjeblikket er den danske PSO-ordning dog genstand for en sag mellem Danmark og EU-kommissionen, og det kan forsinke implementeringen af afgiftslettelsen.

Ingen betaling for strøm fra solcelleanlæg
Over sommeren kom det frem, at omkring 1600 husstande har penge til gode ved Energinet.dk. Det drejer sig om merproduktion af strøm fra solcelleanlæg, som solcelleejerne har ventet på betaling for i op til syv måneder. Energinet.dk, som er ejet af Klima- og Energiministeriet, beklager over for P4 Nordjylland og fastslår samtidig, at pengene vil blive udbetalt.

Login