S-SF: Regeringen glemmer de energitunge virksomheder

AFGIFT: Regeringens forslag om at sænke elafgifterne bør tage bedre hånd om de energitunge virksomheder, mener S og SF. Skatteministeren beskylder de to partier for hykleri.

Lempelsen af elafgifterne skal ikke være lige stor for alle virksomheder, mener S og SF, som begge er bekymrede for de mest energitunge virksomheder i Danmark. Nye toner fra venstrefløjen, lyder det fra skatteminister Peter Christensen (V), som mener, at de to partier ellers ikke har problemer med at hæve beskatningen på virksomhederne i Fair Løsning.

"Vi er meget skeptiske over for lovforslaget, og vi vil stille spørgsmål til det. Jeg tror ikke, vi kan ende med at støtte det, men det er heller ikke sikkert, vi går imod," sagde Klaus Hækkerup (S) fra Folketingets talerstol i tirsdags.

Her var der 1. behandling af det omdiskuterede lovforslag, hvor regeringen ønsker at lempe den allerede aftalte stigning i elafgifter med 2/3 i forhold til udgangspunktet i Forårspakke 2.0.

Login