Regeringen åbner for nationale JI-projekter

CO2-KREDIT I: Energistyrelsen åbnede torsdag for ansøgninger til to danske JI-pilotprojekter, der skal styrke lokale klimainitiativer og medvirke til at mindske den danske drivhusgasudledning. Concito er positiv, men mener, at kvoteprisen er for lav.

Klimaprojekter, der har til formål at reducere udledningen af drivhusgasser - de såkaldte Joint Implementation (JI) - forbindes normalt med opkøb af CO2-kreditter i udlandet, men torsdag åbnede Energistyrelsen for ansøgninger til to nationale pilotprojekter inden for de ikke-kvotebelagte sektorer - landbrug, byggeri og transport.

"Vi lægger med pilotprojekterne op til at aktivere de små private eller kommunale initiativer. Hvis en ildsjæl i Holstebro har fået en god idé, men ikke kan finde hoved og hale i dokumentationskrav for at få kreditter ud af det, så kan vi gå ind og rådgive i opstartsfasen. Projekterne skal vise, at man godt kan lave CO2-reduktioner i Danmark på en projektbaseret meget håndgribelig måde", siger fuldmægtig i Energistyrelsen Asger Olesen.

Staten har forpligtet sig til at opkøbe kreditterne fra pilotprojekterne indtil 2015. Det svarer til 65.000 tons CO2-kvoter til en værdi af otte millioner kroner. Herudover bruger Energistyrelsen to millioner kroner til konsulentbistand og udvikling af rammer. Ifølge Energistyrelsen er formålet med pilotprojektet at udvikle nogle rammer, der aktiverer virksomheder og aktører, der ellers ikke har noget økonomisk incitament til at reducere udslippet af drivhusgasser. Landbruget alene udleder årligt metan og lattergas fra husdyr svarende til 1,6 millioner tons CO2.

Login