Lidegaards ministerium bruger millioner på konsulenter

KONSULENTER: Klima- og Energiministeriet brugte i 2011 172 mio. kr. på konsulentydelser. Samlet bruger ministerierne mere end 2 mia. kr. på konsulenter.

Konsulenter blev flittigt benyttet i de danske ministerier i 2011. Også i Klima- og Energiministeriet. Det fremgår af en række svar, som fagministrene har givet til Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll og finansudvalget.

Af svarene fremgår det, at Martin Lidegaards (R) ministerium brugte 172 mio. kr. i 2011 på konsulenthjælp. Og med alt fra hjælp til grafisk design, store IT-løsninger, grundvandskortlægningen og opkvalificering af fagpersoner i kommunerne løb de samlede konsulentudgifter i alle ministerierne op i mere end 2 milliarder kroner - med Skatteministeriet som topscorer med 588 mio. kr. brugt på konsulenter i 2011.

I svaret fra Martin Lidegaard fremgår det, at Klima- og Energiministeriets udgifter inkluderer 102 mio. kr., der er afholdt af Center for Energibesparelser, som nu er under afvikling, og 8,3 mio. kr., der er afholdt til Fremme af Kønsligestilling, som var ressortplaceret i Klima- og Energiministeriet frem til oktober 2011.

Opgørelsen af udgifter til konsulentydelser fra klima- og energiministeren omfatter de institutioner, der i 2011 var opført på § 29 på finansloven. Det er departementet, Energistyrelsen, DMI, GEUS, Energiklagenævnet og Nordsøenheden. Opgørelsen inkluderer alle konsulentudgifter, som Klima-, Energi- og Bygningsministeriet har haft regnskabsansvaret for i 2011.

 

Login