Landbrug & Fødevarer tilbagebetaler 455.000 kroner for oksekødsrapport
ETIK: Landbrug & Fødevarer erkender, at organisationen med sin indblanding har miskrediteret forskere bag oksekødsrapport. Som konsekvens betaler interesseorganisationen de 455.000 kroner tilbage fra Kvægafgiftsfonden.
Landbruget er gået for langt i sin indblanding i en oksekødsrapport udarbejdet af forskere fra Aarhus Universitet og DTU.
Det erkender Landbrug & Fødevarer over for Information, der via interne mails har afsløret, at interesseorganisationen ikke bare har påvirket nyheden om oksekødsrapporten, men også har fået lov at skrive hele afsnit i selve rapporten.
Som konsekvens betaler Landbrug & Fødevarer nu de 455.000 kroner tilbage, som Kvægafgiftsfonden har betalt for rapporten.