Hovedstadsområdet får grøn varme for 100 millioner

KORT NYT: Avedøreværket skal udbygges for godt 100 millioner kroner, så værkets blok 2 kan køre udelukkende på træpiller.

Varmeselskaberne VEKS, Centralkommunernes Transmissionsselskab (CTR) og Dong Energy har indgået en ny varmeaftale for Avedøreværkets blok 2 frem til 2027. Aftalen går ud på at udbygge blok 2 for godt 100 millioner kroner, så den kan køre 100 procent på træpiller.

"Det er en god varmeaftale, som vi er nået til enighed med CTR og VEKS om. Det er en central del af DONG Energy's strategi for vedvarende el- og varmeproduktion, at vi kan udbygge vores kapacitet til at afbrænde træpiller. Dermed reducerer vi vores CO2-udledning," siger Thomas Dalsgaard, koncerndirektør i DONG Energy i en pressemeddelelse.

CTR-bestyrelsesformand Ayfer Baykal forklarer, at mere grøn varme fra Avedøreværket vil reducere CO2-udledningen fra hovedstadens varmeforsyning med lidt over 10 procent om året fra 2015.

Login