Færre kvæg slagtes i forhold til 2018

Der var et fald i slagtningerne af kvæg på 8,5 pct. i tredje kvartal, når der sammenlignes med samme kvartal sidste år, oplyser Danmarks Statistik.

Slagtningerne faldt for alle typer af kvæg. Handyr udgjorde 48 pct. af slagtningerne, mens tallet var 37 pct. for køer og 15 pct. for kvier. Den samlede produktion af okse- og kalvekød i Danmark faldt 5,6 pct. i tredje kvartal i forhold til samme kvartal sidste år.

Faldet i slagtningerne af kvæg skyldes et fald i bestanden af kvæg i Danmark i 2019 i forhold til 2018. Faldet i slagtninger af tyre og stude kan desuden henføres til en stigning i eksporten af tyrekalve til opfedning i udlandet.

Antallet af malkekøer er faldet i samme periode, men på grund af en højere mælkeydelse pr. ko er den totale mælkeproduktion faldet minimalt.

Login