Erhvervsstyrelsen overtager ansvar for EU's CO2-register

CO2-KVOTER: Administrationen af EU's CO2-kvoteregister og Det Danske Kyoto-register er nu flyttet fra Energistyrelsen til Erhvervsstyrelsen efter sag om svindel med kvoterne.

Den 1. august overtog Erhvervsstyrelsen ansvaret for de danske CO2-kvoter. Opgaven har tidligere ligget hos Energistyrelsen, men flyttes grundet sagen om den omfattende svindel med kvoterne. De danske myndigheders administration af CO2-kvoteregisteret mellem 2005 og 2009 var nemlig så uholdbar, at det var tillokkende for momssvindlere.

Kravet til Danmark fra EU's side var, at de, der ville handle kvoter, skulle identificere sig med pas eller lignende. Det ignorerede registret i perioden fra 2007 til 2009. Og på det tidspunkt var godt 1250 kvotehandlere tilknyttet det danske register. Desuden havde det betydning for omfanget af momskarruselsvindel i andre EU-lande.

Efterfølgende har Energistyrelsen dog ryddet op i registret og udelukket over 1100 af de suspekte handelsmænd. Skatteministeriet har desuden indført omvendt betalingspligt for handel med CO2-kvoter. Dermed er muligheden for momskarruselsvindel blevet stærkt begrænset.

Login