Er der nok grøn strøm i 2030? Bekymringen bør få politikerne til at vedtage et CO2-budget

De næste år vil kræve markant flere investeringer i vedvarende energi for at overholde vores internationale klimaforpligtelser. Ellers vil der ikke være nok grøn strøm i 2030, skriver Asker Voldsgaard.

Der har været en udpræget fornemmelse i dansk politik og embedsværk af, at vi har løst elektrificeringen af vores elsystem, og at det nu drejer sig om de ’sværere’ sektorer som landbrug, industri og transport. Som Energistyrelsen skrev i foråret: "Den markante udbyning, som er blevet blev besluttet, indebærer, at produktionen af VE-strøm [fra vedvarende energi] inden for en kortere årrække vil overstige Danmarks samlede elforbrug."

Men denne vurdering er baseret på en ’business as usual’-fremskrivning, der tager højde for den vedtagne politik og ikke den fremtidige politik. Udfordringen er, at vi fortsat er langt fra at nå vores 2030-mål om 70 procents udledningsreduktion, hvorfor der fortsat er behov for virksomme politiske tiltag. Derudover er det afgørende at tage højde for timingen af reduktionerne.

Hvis vi fortsætter med at udlede CO2 som hidtil, har vi ifølge miljøøkonomen Joachim Peter Tilsted allerede i 2030 opbrugt Danmarks andel af det globale CO2-budget for at undgå mere end 1,5 graders opvarmning med 67 procents sandsynlighed. Så er der altså ikke flere CO2-udledninger til rådighed for os, hvis vi skal løfte vores del af ansvaret. Hvis vi omvendt får accelereret omstillingen inden 2030, kan vi give os selv mere budget efter 2030.

Login