En viljestærk og engageret erhvervspolitiker

PORTRÆT: De Konservatives nye energiordfører, Jakob Axel Nielsen, er kendt som en handlingens mand, hvis han brænder for noget. Og han brænder for erhvervslivet. Derfor er han nu havnet det rigtige sted, mener mange.

Fra dagligt at være i mediernes skarpe lys næsten hver dag som sundhedsminister, er der blevet noget mere stille om Jakob Axel Nielsen.

Alligevel er energi-aktørernes interesse for Konservatives nye energiordfører stor.

Hvor vil han lægge snittet? Vil han fortsætte i Connie Hedegaards spor, eller vil han lægge sig op ad Venstres mere beherskede profil?

På spørgsmålet om, hvor han ligger på en skala fra "tossegod" til Connie Hedegaard, svarer han:

"Man er ikke tossegod, hvis man lægger overlæggeren højt."

Energi var første prioritet
Det har fyget med rygter om, at Jakob Axel Nielsen faktisk slet ikke er interesseret i energipolitik, men at det har været en slags trøstepost, efter han blev "snydt" for en ministerpost ved rokaden.

Det afviser både Jakob Axel selv og kolleger tæt på ham. Jobbet som ordfører på energiområdet var hans første prioritet, og der er da også flere af hans tidligere kolleger, der mener, at det passer godt til ham. Faktisk bedre end sundhedsområdet, som han aldrig rigtig brændte for af et ærligt hjerte, lyder det.

Energipolitik er erhvervspolitik
For selvom Jakob Axel egentlig er en "blød mand," så interesserer han sig meget lidt for bløde emner som socialpolitik, værdipolitik og patientforeninger.

Hans hjerte og store interesse ligger i erhvervspolitikken og økonomien, som han også beskæftigede sig med som advokat i 12 år, inden han blev valgt ind i Folketinget i 2005.

Derfor stemmer energipolitikken ifølge flere kilder ganske godt overens med Jakob Axels interesser, så længe han kan få det drejet i erhvervslivets retning.

"Han er en klassisk erhvervskonservativ," siger en kilde, der har arbejdet sammen med Jakob Axel i mange år.

For Jakob Axel selv er der ingen tvivl, og han lægger ikke skjul på det. Energipolitik er først og fremmest erhvervspolitik. I krystalkuglen ser han en "boomende privat sektor" for sig, og det, der kommer til at drive ham, er netop udsigten til det store uopdyrkede vækstpotentiale.

"Kald mig bare industriens mand," siger han.

Login