S: Regeringen forpasser unik klimachance

KLIMAAFTALE: S efterlyser handling fra regeringen, mens Danmark stadig er formand for FN's klimakonference. Det er nu, muligheden for at skabe fundamentet for en aftale er til stede, lyder det.

Danmark har som vært for FN's klimakonference en unik chance for at gøre en ekstra indsats for at få en aftale i hus i Mexico. Men den chance er regeringen i fuld gang med at spilde, mener Socialdemokraterne.
"I dag er Danmark på ingen måde klimaduks. Det har vi chancen for at blive nu og for at være frontløbere for at skabe fundamentet for en klimaaftale i Mexico. Danmark skal være med til at lægge pres på resten af verden, og det pres skal lægges allerede nu. I stedet træder klimaministeren vande og lader chancen forpasse," siger energiordfører Ole Hækkerup (S) på baggrund af to skriftlige svar, som klimaminister Lykke Friis (V) for nylig har afgivet.

Tilslutning til Copenhagen Accord
Heri forklarer ministeren blandt andet, at "regeringen arbejder for en global, ambitiøs og bindende klimaaftale."
"Danmark vil som formand for FN's Klimakonference frem til COP16 i november 2010 søge at fastholde det internationale pres for en sådan aftale. Dette gælder både i forhold til at sikre en videreførelse af de resultater, der er opnået med Copenhagen Accord samt i forhold til forhandlingerne om elementerne fra Bali Action Plan," skriver Lykke Friis.
"I denne første fase af formandskabet vil Danmark søge at afsøge muligheder og trædesten, som kan sikre bred tilslutning til Copenhagen Accord samt fremme forhandlingerne," lyder det videre.

Ministeren ord er som gummi
Men det giver Ole Hækkerup ikke meget for.
"Det er ren gummi og kan fortolkes til hvad som helst," siger han og efterlyser konkret handling, hvor Danmark går forrest - uanset om resten af EU er med eller ej.
Han mener, at regeringen burde tage initiativ til at skabe en "koalition af villige". Først i Norden, så med yderligere EU-lande såsom Tyskland - dernæst med centrale udviklingslande samt Japan. Og i sidste ende USA.
"Det er sådan, fundamentet skal skabes - mens vi stadig har initiativretten som formandsland. Hvis man vil en udvikling, er man nødt til at sætte sig selv i spidsen for den, og jeg er ærgerlig over, at ministeren ikke giver udtryk for det i sine svar til mig," siger Ole Hækkerup.

Login