Connie i krydsild på fredag

GODKENDT: Hvis alt går vel under Europa-Parlamentets kommissærhøringer, bliver Connie Hedegaard (K) EU's nye klimakommissær. Hun udspørges fredag, mens de forventede transport- og energikommissærer høres i dag.

Tidligere klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) er meget sandsynligt den nye klimakommissær i EU. Eneste hindring er de igangværende høringer i Parlamentet i denne og næste uge, hvor 736 parlamentsmedlemmer skyder med skarpt mod kommissæraspiranterne for til sidst at stemme om, hvorvidt Barossos kommissærpakke er den rette.

Connie Hedegaard høres i morgen den 15. januar klokken 9-12. De kommende kommissærer har allerede skulle fremlægge sine prioriteringer af emner, som parlamentarikernes spørgsmål blandt andet tager sit udgangspunkt i.

Høringen af den danske kommissær handler derfor om:
- Opfølgning på COP15-forhandlingerne
- Implementering af de dele af klima- og energipakken, som er klimapolitisk relevante - det vil sige målene om 20 procent vedvarende energi og en 20 procents CO2-reduktion i 2020
- styrkelse af konkurrenceevnen og at skabe jobs gennem innovation og nye lav-CO2-teknologier

Den tyske energikommissær, Günther Oettinger, kommer i ilden i dag torsdag klokken 9-12. Hans prioriteter er:
- Energieffektivisering
- Lav-CO2-teknologier
- Energi-infrastruktur
- Implementering af den tredje liberaliseringspakke
- Eksterne energi-relationer

Login