KL vil have flere penge til klimainvesteringer

KOMMUNER: Anlægsloftet skal op med 0,8 mia. kr. om året til energirigtige bygninger i kommunerne, og staten skal betale 1 mia. kr. over fem år til klimatilpasning, foreslår KL. V og DF er afventende.

De nuværende anlægsrammer i kommunerne er ifølge Kommunernes Landsforening (KL) ikke store nok i forhold til de klimainvesteringer, kommunerne står over for.

Derfor foreslår KL, at kommunerne over de næste 5 år får mulighed for at investere i alt 4 mia. kr. ekstra til energibesparende tiltag i de kommunale bygninger, og at staten betaler 1 mia. kr. i samme periode til investeringer i klimatilpasning.

"Det grundlæggende problem er, at de anlægsrammerne ikke kan rumme de betydelige klimainvesteringer, kommunerne står over for i de kommende år. Det betyder i praksis, at de nødvendige og langsigtede klimainvesteringer skal "konkurrere" med behovet for at bygge en ny børnehave eller folkeskole. Og det er uholdbart," siger KL's formand Erik Fabrin.

77 pct. af alle kommunale bygninger er fra før 1980, og derfor lever mange af dem ikke op til nutidens krav til energiforbrug. Derfor er det ifølge rådgivningsvirksomheden COWI muligt at reducere 20 pct. af CO2-udslippet fra de kommunale bygninger, hvis kommunerne investerer 4,1 mia. kr. hertil.

Afventende
I sidste uge hævede regeringen kommunernes anlægsloft med 2 mia. kr. til et historisk højt niveau på 17 mia. kr. Spørgsmålet er derfor, om det overhovedet er muligt at hæve det yderligere.

Venstre kommunalordfører, Erling Bonnesen, er tilfreds med KL's "indspil til de kommende økonomiforhandlinger," men han vil se tiden an:

"Jeg vil ikke tage stilling til konkrete beløb på nuværende tidspunkt. Nu har vi lige hævet anlægsloftet i sidste uge, så må vi se virkningen af det først. Det er vigtigt, at den kommunale og samfundsøkonomien afvejes med, hvad der er brug for."

Han bakkes op af Dansk Folkeparti.

"Vi synes, det lyder som en god ide. Men samtidig skal vi jo vide, hvor pengene kommer fra," siger Dansk Folkepartis kommunalordfører, Hans Kristian Skibby, der desuden mener, at andre investeringer, f.eks. renovering af kloaksystemerne, er lige så vigtige.

Falder på et tørt sted
Hos SF er begejstringen stor for KL's udspil.

"Det er godt, at KL kommer med det her initiativ, for vi har endnu ikke set et initiativ på det kommunale område fra regeringen," siger SF's kommunalordfører, Flemming Bonne, og fortsætter:

"Hvis regeringen mener deres nye grønne profil alvorligt, og samtidig skal ud af finanskrisen, så er det da en gave, KL kommer med, som regeringen bør tage imod."

Også Det Økologiske Råd ser store muligheder i KL's forslag.

"Potentialet for energibesparelser er langtfra udnyttet i kommunerne. Dette skyldes - ikke mindst - at kommunernes investeringer er blevet begrænset af anlægsloftet," udtaler Christian Ege, formand for Det Økologiske Råd.

Minister: Indtænk klimatilpasning i kommunerne
KL foreslår også, at staten over de næste fem år bruger en mia. kr. til at imødekomme de klimaforandringer, som allerede kan konstateres og forudsiges.

"Vi skal tilpasse vores veje, broer og kloakker til de klimaforandringer, som under alle omstændigheder vil komme. Det handler blandt andet om, at vores byer skal være rustet til, at der kommer mere regn, og at kloakkerne skal kunne klare større vandmængder," siger Erik Fabrin.

Klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) er glad for initiativet fra KL. Men hun påpeger, at "klimaændringerne er jo ikke noget, der kommer om et år eller om tre år."

"Kommunerne må i deres projekter indtænke konsekvenser af ændringer i klimaet på samme måde, som staten må gøre det," sådan sagde Connie Hedegaard på Kommunernes Landsforenings møde i Aalborg i sidste uge. 

Hun påpegede desuden, at klimaændringerne i fremtiden vil indgå i forhandlingerne, når de danske kommuner hver sommer i fællesskab forhandler med regeringen om de overordnede økonomiske rammer. Men hun havde ingen konkrete økonomiske løfter med.

I maj præsenterer KL en samlet plan for de kommunale anlægsinvesteringer for de næste 10 år. Det er aftalt, at planen skal indgå i forhandlingerne mellem KL og regeringen om næste års kommunale økonomi.

Login