Sådan vurderes de nyvalgte energipolitikere

VURDERING: Efter to år i Folketinget har Altinget givet karakterer til de nyvalgte medlemmer. Se her, hvordan de nyvalgte medlemmer af Energipolitisk Udvalg klarer sig.

Karakter: 8

Ida Auken (SF) slog overraskende alle andre SF-kandidater i København ved folketingsvalget i 2007 og blev hurtigt udset til en central post i den nye SF-folketingsgruppe, hvor hun fik den for partiet vigtige post som miljøordfører. I sin tid på Christiansborg fokuserede Ida Auken da også først og fremmest på miljø- og klimaspørgsmål - men i begyndelsen måske en lille smule ensidigt. Vurderingen er imidlertid, at hun efterhånden er blevet en mere og mere helstøbt all-round-politiker med et stort potentiale. Hendes væsentligste hæmsko er imidlertid hendes forhold til SF's ledelse, der ikke har været helt problemfrit. Hun står ikke 100 pct. bag den nye politiske drejning, partiet har taget, og har undertiden offentligt kritiseret Villy Søvndals ledelsesstil. I sommeren 2008 efterlyste hun således et mere klart politisk projekt fra partiet og advarede imod, at SF skulle udvikle sig til "Villys folkeparti".

Karakter: 5

Henrik Høegh (V) var viceformand i Dansk Landbrug, inden han blev valgt til Folketinget i 2007. Det betød, at han i begyndelsen ikke fik lov at beskæftige sig med landbrugs- eller fødevareområdet - men den politik gik partiet imidlertid fra, da han for ikke længe siden blev Venstres fødevareordfører. Her har han haft ikke ringe indflydelse på partiets og regeringens udspil til ny "Grøn Vækst" i landbruget - ikke altid til partiledelsens tilfredshed - men hans offentlige profil er særdeles sløret.

Karakter: 5

Ole Hækkerup (S) fik i 2007 en ny chance i Folketinget, efter at han havde siddet sin første periode fra 1998 til 2001, hvor han ikke blev genvalgt. I Folketinget har han fungeret først som it-ordfører og er nu blevet energiordfører. Ole Hækkerup er kendt som en ihærdig strategisk tænker både i forhold til de interne grupperinger i Socialdemokraterne og i forhold til partiets placering i det større politiske billede. Han har dog endnu ikke formået rigtigt at udmønte sin strategiske tænkning og har hverken fået noget gennembrud i forhold til offentligheden eller i forhold til tungere og indholdsrige politiske sager.

Login