Rapport: Fordoblet elforbrug om fem år

FORBRUG: Ny rapport fra Statens Byggeforskningsinstitut viser, at husstandes elforbrug til informations- og kommunikationsteknologier vil stige kraftigt, hvis ikke politikerne skrider til handling.

"Det er skræmmende tal, vi er kommet frem til. Det går i den gale retning, hvis der ikke fra politisk side bliver grebet ind," siger seniorforsker Kirsten Gram-Hanssen fra Sbi om rapporten Elforbrug til IKT.

Valget står mellem to scenarier
I rapporten beskrives to scenarier, hvor elforbruget til informations- og kommunikationsteknologier (IKT) i 2015 enten er moderat stigende eller højt. Ved en moderat stigning i forbruget vil andelen af IKT-el i 2015 udgøre 37 procent af boligens samlede el-forbrug, mens det i højforbrugsscenariet vil være 45 procent af boligens strøm, der bruges til informations- og kommunikationsteknologier.

Forskellen i de to scenariers udvikling er antallet af IKT-apparater i hver bolig, som i scenariet med det høje forbrug er markant højere end ved det moderat stigende forbrug.

Login