1 milliard kroner retur til danske varmekunder

KORT NYT: Varmeprisen har været højere end produktions- og leveringsomkostningerne hos 133 varmevirksomheder de seneste to år i træk. Overdækningen på mere end én milliard kroner skal tilbagebetales til kunderne.

Kunderne hos 133 ud af landets godt 600 varmevirksomheder har de sidste to år i træk betalt mere for fjernvarmen, end det kostede at producere og levere varmen. Det viser en ny analyse fra Energitilsynet. Analysen viser også, at overdækningen i det andet år oversteg 10 procent af omkostningerne. Dermed skal forbrugerne have mere end én milliard kroner tilbage.

Ifølge Energitilsynets opgørelse var den gennemsnitlige varmepris for et standard parcelhus omkring 14.000 kroner sidste år. Med en overdækning på 10 procent svarer dette til en overpris på 1.400 kroner. Energitilsynets analyse viser, at det vægtede gennemsnit for de 133 virksomheder giver en overdækning på 21,9 procent, hvilket svarer til en overpris på mere end 2.800 kroner.

Fastprisaftaler er synderen
Årsagen til overdækningen skal findes i varmeproducenternes anvendelse af privatretlige fastprisaftaler med varmedistributøren samt manglende tilpasning af priserne i løbet af året.

Login