Jannie Valentin Dexter Jakobsen

Danmark har været medlem af EU-samarbejdet siden 1973. Danmark har en række EU-forbehold, som betyder, at Danmark står uden for det europæiske samarbejde om forsvar, euroen og dele af EU’s retspolitik.

EU har for stor indflydelse på dansk lovgivning. EU-samarbejdet har udviklet sig for meget fra et økonomisk samarbejde til i dag også at omhandle eksempelvis forbruger- og miljøpolitik.

EU har styrket dansk økonomi med adgangen til det indre marked samt arbejdskraftens frie bevægelighed. Selvom Danmark afgiver suverænitet til EU, så giver EU flere fordele end ulemper.

Arbejdskraftens frie bevægelighed er et af de grundlæggende principper i EU. Det betyder, at man som EU-borger som udgangspunkt har ret til at søge arbejde i et andet EU-land, arbejde uden arbejdstilladelse og bo i et andet EU-land, mens man arbejder. Derudover har man ret til at blive behandlet på lige fod med landets egne borgere med hensyn til arbejde, arbejdsvilkår og skattefordele.

Det indre marked og arbejdskraftens frie bevægelighed sikrer økonomisk vækst i Danmark, og derfor skal det ikke begrænses.

De danske arbejdsvilkår kan blive presset, hvis andre EU-borgere kommer til Danmark og accepterer ringere vilkår. Der er risiko for velfærdsturisme, hvor udenlandske EU-borgere tager til Danmark, fordi satserne for sociale ydelser er høje.

Europa-Kommissionen kom i 2018 med sin langsigtede klimastrategi, der sætter retningen for EU’s klimaindsats frem mod 2050. Her lægges der op til at gøre EU klimaneutral i 2050. Kommissionens udspil skal nu drøftes mellem EU’s medlemslande, Europa-Parlamentet og den bredere offentlighed i løbet af 2019.

Det skal være op til medlemslandene selv at beslutte, hvor hurtigt de vil og kan udfase brugen af olie, gas og kul.

Hvis der skal gøres noget ved klimaudfordringerne, skal EU hurtigst muligt udfase olie, gas og kul og i stedet kun bruge vedvarende energi. Hvis det skal nytte noget, er tiltagene nødt til at ske på europæisk plan.

Det diskuteres politisk, om EU skal sende flere penge til det afrikanske kontinent for at støtte indsatser, der blandt andet skal forebygge migration til og fra Afrika. EU har i 2015 etableret en Trustfond for Afrika, hvor man har udbetalt over tre milliarder euro. Fonden har til formål at bekæmpe årsager til migration ved at støtte den økonomiske udvikling i landene og forbedre håndteringen af migranter i transit- og oprindelseslande.

EU skal ikke betale flere penge til det afrikanske kontinent, end EU gør i dag. Samtidig kan det være svært at måle, om den økonomiske indsats rent faktisk virker.

Der er behov for at øge den økonomiske støtte for at fremme den økonomiske udvikling og forebygge migrationen fra det afrikanske kontinent til Europa.

Kontrollen af EU’s ydre grænse koordineres af EU’s grænseagentur, Frontex. Frontex har ikke selv operationelle beføjelser, men hjælper medlemsstaterne med at koordinere deres operationelle samarbejde med det formål at styrke sikkerheden ved EU’s ydre grænse. EU’s ledere besluttede i 2018 at styrke Frontex’ rolle, og på den baggrund foreslog EU-Kommissionen at øge antallet af ansatte til 10.000 senest i 2020.

Der er ikke behov for flere penge til kontrol, da der bliver brugt rigeligt med ressourcer i forvejen. Medlemslandene har selv en forpligtigelse til at sikre deres grænser.

Der er behov for at styrke kontrollen af EU’s ydre grænser, så der kan være åbne grænser mellem landene i Europa.

Der er i dag samarbejde mellem EU-landene på militær- og forsvarsområdet med for eksempel fælles fredsbevarende missioner. EU har netop udvidet deres samarbejde med det såkaldte permanent strukturerede samarbejde (PESCO), hvor man vil etablere en europæisk forsvarsfond, tilskynde til investering i forsvarsindustrien og styrke det indre forsvarsmarked. EU-landene brugte i 2015 cirka 200 milliarder euro, hvilket gør det til verdens næststørste militære budget efter USA.

EU er ikke et militært samarbejde, men skabt som et fredsprojekt. Det skal være op til medlemslandene selv at bestemme over forsvarspolitikken.

På grund af udviklingen rundt i verden – med fremkomsten af nye trusler – er det nødvendigt, at EU øger samarbejdet på militær- og forsvarsområdet.

EU’s regler betyder, at flygtninge skal søge om asyl i det første land, de kommer til. Det er ofte Italien, Grækenland eller Spanien. Man har i EU diskuteret, om man skal fordele flygtninge mere ligeligt mellem medlemslandene for at sikre, at alle medlemslande deler ansvaret for asylansøgere. Danmark har et retsforbehold, som gør, at vi ikke selv er en del af beslutningen på flygtningeområdet. Danmark er dog nødt til at acceptere regler, hvis man fortsat vil have en parallelaftale om at deltage i det såkaldte Dublin-system, der er grundpillen i det europæiske asylsamarbejde.

EU-lande skal ikke tvinges til at tage imod flygtninge, hvis deres nationale parlamenter siger fra. Andre mener, at flygtninge ikke skal omfordeles, men sendes hjem til deres hjemlande eller lejre i nærområder.

Der er behov for fælles og mere solidariske løsninger, hvor alle medlemslandene deler ansvaret. Det er ikke rimeligt, at få lande skal tage størstedelen af flygtningene.

EU-Kommissionen, EU-Parlamentet og det rumænske formandskab for EU-Rådet blev i marts enige om, at EU-borgere skulle have adgang til danske dagpenge efter én måneds opsparing i en dansk a-kasse. Tidligere har det krævet tre måneders opsparing. Forslaget blev dog senere forkastet af EU-Rådet, der består af de 28 medlemslande. Det er nu op til det rumænske EU-formandskab at lave et nyt forslag til en aftale.

Det sætter velfærdsstaten under pres, hvis udenlandske EU-borgere hurtigere får adgang til danske dagpenge. EU skal ikke blande sig i reglerne for, hvem der skal have adgang til danske dagpenge.

Social beskyttelse skal gælde alle EU-borgere. Det er også positivt for danskere bosiddende i et andet EU-land, at de hurtigere kan få adgang til dagpenge.

Schengen-samarbejdet er et samarbejde mellem en række europæiske lande med det formål at skabe et fælles område uden indre grænser. Danmark har siden januar 2016 haft indført midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Det har Danmark kunnet gøre med udgangspunkt i reglerne for Schengen-grænserne, som tillader midlertidig grænsekontrol af hensyn til den interne sikkerhed og faren for, at terrorister krydser den danske grænse.

Schengen-samarbejdet sikrer, at EU-borgere kan bevæge sig frit mellem EU’s medlemslande. Der skal ikke være permanent grænsekontrol, da det er for dyrt og ikke giver mere sikkerhed.

Danmark skal selv kunne bestemme over sine egne grænser og skal kunne indføre permanent grænsekontrol, så Danmark selv kan styre, hvem der kommer ind i landet.

Klimapolitik er en delt kompetence mellem EU og medlemslandene, og det diskuteres, om der skal indføres en afgift på flytransport, der er den mest klimabelastende transportform. Tyskland og Sverige er blandt de lande, der allerede har indført nationale afgifter på flytransport. Luftfart i EU er fritaget for moms- og brændstofafgifter modsat tog- og vejtransport.

En klimafgift vil gøre det dyrere at rejse med fly. En afgift på flyrejser løser ikke de klimaudfordringer, som verden står overfor. EU skal heller ikke opkræve skatter og afgifter, og der skal ikke laves lovgivning, der indskrænker borgernes frihed.

En klimaafgift vil kunne kompensere for den CO2, som flyselskaberne udleder. Det vil også gøre det mere attraktivt at forske i og udvikle bæredygtigt biobrændstof. En klimaafgift kan også medvirke til færre flyrejser.

Selskabsskat er en skat, som virksomheder skal betale af profitten af deres forretninger. I dag fastsættes satserne for selskabsstaten af de nationale myndigheder og varierer derfor fra land til land. I Danmark er satsen for selskabsskat på 22 procent, mens den eksempelvis i Ungarn er på 10,8 procent. Hvis der skal være en fælles mindstesats for selskabsskatten, skal det besluttes enstemmigt blandt medlemslandene.

EU skal ikke bestemme over dansk skattepolitik. Skattesatserne skal de enkelte medlemslande selv beslutte. Andre mener, at det er godt for mindre lande, at de kan konkurrere på selskabsskatten.

Der er behov for en fælles mindstesats for selskabsskatten, så EU’s lande ikke underbyder hinanden på selskabsskatten for at tiltrække investeringer og virksomheder.

Genmodificerede afgrøder betyder, at de er blevet gensplejset. For eksempel kan man ændre en kartoffel, så den bliver mere resistent over for sygdomme eller ukrudtsmidler. I årtusinder har man ændret og forbedret fødevarer, men med GMO kan man tage skridtet videre og gensplejse afgrøder, som ikke ville kunne splejses naturligt. I dag er reglerne i EU meget stramme, og det er svært at få godkendt nye afgrøder.

Det skal være lovligt at dyrke genmodificerede afgrøder, hvis man vil fremtidssikre landbruget. Derudover kan det også give afgrøder, der er bedre rustet mod sygdom og klimaforandringer.

Det skal være forbudt at dyrke genmodificerede afgrøder af moralske og miljømæssige hensyn. Man bør være forsigtig med at arbejde med GMO af hensyn til den økologiske og biodynamiske produktion.

Man diskuterer i EU, om store tech-virksomheder som Facebook, Google og Apple skal tvinges til at betale mere i skat. Virksomhederne kan i dag undgå det ved at flytte deres overskud til lande med mere gunstige skattevilkår, både inden for og uden for EU. Europa-Kommissionen har derfor foreslået, at man skal beskatte virksomhederne af deres omsætning i de enkelte lande.

Skat er et nationalt anliggende og skal opkræves ligeligt for alle virksomheder og lande. En særbeskatning af tech-virksomheder kan opfattes som en straftold og skabe en konflikt med USA. En skat på tech-virksomheder kan spredes til andre sektorer, som også vil kunne ramme europæiske virksomheder uden for EU.

Tech-virksomheder tjener mange penge på verdensplan og bør derfor også bidrage i de lande, hvor de tjener deres penge. Tech-virksomheder skal ligesom andre typer af virksomheder og borgere bidrage til samfundet og fællesskabet.

Danmark har i dag et forbehold over for EU-samarbejdet på forsvarsområdet. Det betyder, at Danmark ikke kan deltage i militære operationer og i samarbejdet om udvikling og anskaffelse af militære kapaciteter. Det danske forsvarsforbehold blokerer imidlertid ikke for, at der udvikles et stadigt tættere forsvarssamarbejde mellem de øvrige EU-lande.

Danmark deltager i forvejen i et internationalt militært forsvarssamarbejde i Nato. Danmark skal ikke afgive mere suverænitet til EU ved at afskaffe forsvarsforbeholdet. Andre mener også, at Danmark skal beholde forbeholdet, da de ikke ser EU som et militært samarbejde, men som et fredsprojekt.

Verdenssituationen gør, at Danmark bør afskaffe forsvarsforbeholdet og deltage tættere i et militært samarbejde med EU-landene. Afskaffelsen af forbeholdet kan også styrke dansk økonomi, da man kan spare penge på indkøb af militært udstyr gennem EU.

Danmark har i dag et forbehold over for euroen, som betyder, at Danmark ikke er forpligtet til at indføre euroen som valuta. Et flertal af danskerne stemte i 2000 nej til at ophæve forbeholdet og indføre euroen. Selvom Danmark ikke har indført euroen, deltager Danmark dog stadigvæk i andre dele af eurosamarbejdet. Eksempelvis følger kronens kurs euroens kurs.

Hvis Danmark deltager i euroen, mister vi vores egne muligheder for at føre penge- og finanspolitik. Danmark skal indordne sig for mange målsætninger, som eurolandene bestemmer.

Danmark vil undgå udsving i valutakursen, hvis man indfører euroen. Derudover vil det være lettere at sammenligne priser i Danmark med andre eurolande. Danmark vil få indflydelse på den økonomiske udvikling i EU.

Europa-Parlamentet og EU-medlemslandene vedtog i januar 2019, at der skal øremærkes to måneders barsel til fædre og medmødre. De nuværende danske regler siger, at fædre og medmødre har ret til 2 ugers forældreorlov inden for de første 14 uger efter fødslen. Derudover har forældrene 32 uger, som de frit kan fordele mellem sig.

Det er negativt, at EU blander sig i danske barselrettigheder, da det er et nationalt anliggende. Øremærket barsel vil også kunne gribe ind i forældrenes individuelle frihed til at fordele barsel mellem sig.

Det er positivt, at EU har vedtaget ændringerne, da det vil skabe bedre ligestilling på arbejdsmarkedet. Der er stadig stor forskel på, hvor lang barsel, moderen og faderen tager, og øremærket barsel vil skabe øget ligestilling.

EU afsætter i dag penge til udvikling af infrastrukturen. EU har blandt andet vedtaget en række jernbanepakker – den seneste jernbanepakke skal bryde med monopoldannelsen på nationale jernbanenet. Der er stor forskel på jernbanenettene på tværs af EU’s medlemslande; nogle har veludviklede jernbanenet og effektive togtjenester, mens andre har aldrende infrastruktur og ringe servicekvalitet.

Det er en national opgave at stå for transport og infrastruktur. EU skal ikke bruge penge på at udbygge et europæisk jernbanenet.

Der skal investeres flere penge i europæisk infrastruktur, som vil kunne forbinde de europæiske lande bedre og forkorte rejsetiden. Togtransport er en klimavenlig transportform, som vil være til gavn for klima og miljø.

Man har i EU gennem flere år diskuteret, om der skal indføres en skat på finansielle transaktioner. En finansiel transaktion omfatter handel med eksempelvis aktier og obligationer mellem banker og andre finansielle institutioner. Spørgsmålet har splittet EU-landene, som ikke har kunnet nå til enighed. Beslutninger om skat vedtages enstemmigt i EU.

En skat på aktier og obligationer kommer til at ramme almindelige borgere og folk, der sparer op til deres egen pension. Samtidig vil den ramme investeringerne i erhvervslivet og stille de europæiske pengeinstitutter dårligere i den globale konkurrence.

En skat på aktier og obligationer vil give penge til EU-landenes budgetter og kan være med til at adfærdsregulere de finansielle markeder. Det skal ikke være attraktivt at spekulere på højfrekvente handler.

I dag har EU-borgere, der bor, arbejder og betaler skat i et andet EU-land, ret til de samme sociale ydelser og bidrag som landets egne medborgere. Også selvom der kan være forskel på de enkelte medlemslandes leveomkostningsniveau. Flere lande mener, at andre EU-borgere udnytter deres goder. I Østrig har regeringen derfor indført nye regler i strid med EU, som betyder, at EU-borgere, der arbejder i landet, får mindre i børnetilskud, hvis deres børn bor i et EU-land med lavere leveomkostninger.

Når arbejdstagere fra andre EU-lande bidrager med at indbetale til det danske velfærdssystem, skal de også kunne forvente de samme ydelser. Man kan ikke diskriminere EU-borgere på baggrund af deres nationalitet, så nogle kan få mere i børnepenge end andre.

Det presser den danske velfærdsstat og økonomi, hvis der udbetales børnepenge til udenlandske EU-borgere på et dansk satsniveau. Når børnene ikke bor i Danmark, har de ikke brug for samme sats som familier bosiddende i Danmark.

I dag kan udenlandske EU-borgere få SU i Danmark, hvis de er taget til Danmark for primært at studere, men samtidig har lønnet beskæftigelse på mindst 10-12 timer ugentligt ved siden af studiet.

Det skal ikke være sværere for studerende fra andre EU-lande at få adgang til SU. Udenlandske studerende beriger Danmark og bidrager til den danske samfundsøkonomi.

Der udbetales årligt mange penge i SU til studerende fra andre EU-lande. Der er en udgift for det danske samfund, da det ikke er garanteret, at de udenlandske studerende bliver i Danmark og arbejder efter endt uddannelse. Danmark skal ikke løfte andre EU-landes uddannelsesforpligtelser.

EU’s Bankunion er en EU-institution, som består af to elementer. Dels fører bankunionen fælles tilsyn med alle store europæiske banker, og dels ensarter den praksis for krisehåndtering af store og grænseoverskridende europæiske banker.

Hvis Danmark tilslutter sig bankunionen, risikerer danske banker at blive tvangslukket af konkurrencehensyn og at skulle betale til krakelerende banker i EU. Bankunionen vil føre til, at de største banker bliver endnu større.

Hvis Danmark tilslutter sig bankunionen, vil det bidrage til finansiel stabilitet og fremme konkurrencen på det danske bankmarked. Det vil styrke bankerne, hvis de kommer i problemer. Danmark vil i højere grad kunne påvirke udviklingen af fælleseuropæiske regler, standarder og praksis, hvis de tilslutter sig bankunionen.