Prisen på vand stiger fortsat

VANDPRISER: De danske vandpriser stiger fortsat. Spildevandets andel af prisen udgør nu over halvdelen. Samtidig falder danskernes vandforbrug.

De danske vandpriser stiger fortsat, viser nye tal fra Dansk Vand- og Spildevandsforenings (DANVA) benchmarkingrapport Vand i tal 2012.

En liter vand koster i gennemsnit 5,8 øre i 2011 mod 5,3 øre i 2010. Det betyder, at den gennemsnitlige vandpris baseret på forbrug er 58,36 kroner pr. m3 for en gennemsnitlig dansk familie (2,15 personer). I 2010 lå det tal på 53,23. 

Ser man på vandprisernes sammensætning, er specielt spildevandets andel af den samlede vandpris steget. Spildevandets andel udgør nu over 50 procent af vandprisens sammensætning, mens omkring 19 procent går til drikkevandsselskabet og moms, og afgifter til staten udgør 30 procent.

Login