Puljer og fonde

Læs i denne uge om nye ansøgningsmidler inden for OPI og IEE.

OPI: Syddansk Vækstforum har oprettet en pulje på 20 mio. kr. til kommercialisering af offentlig-privat innovation. Puljen kan søges af private virksomheder i samarbejde med offentlige parter til at afprøve og tilpasse produkter i den kritiske fase lige inden markedsintroduktion.

Det kan eksempelvis være afprøvning og tilpasning af design og funktionalitet rettet mod specifikke brugergrupper. Det kan også være dokumentation for driftsøkonomi og pålidelighed.

En central pointe er, at projektet skal medvirke til at kommercialisere virksomhedens produkter samtidig med, at det understøtter et behov i den offentlige sektor eksempelvis i forhold til højere kvalitet i opgaveløsningen.

Der kan søges op til 1,5 mio. kr., og projekterne kan vare op til 1 år. Projekterne skal ligge inden for Vækstforums tre forretningsområder: Sundheds- og velfærdsinnovation, Bæredygtig energi og Oplevelseserhverv.

Ansøgningsfrist: 07.02.2012

IEE: Gennem Intelligent Energy Europe (IEE) kan både det private og offentlige få støtte til energieffektive projekter i byggerier og transport samt støtte til alternative energikilder.

Mens mange EU-ordninger giver støtte til forskning og innovation af nye teknologier, støtter IEE projekter, der allerede findes. Det er kommuner, virksomheder og internationale organisationer, der kan søge støtten – i samarbejde med partnere fra to andre lande. EU-Kommissionen ønsker med programmet at få gode energiløsninger fra pilotprojekter pustet op til i større skala ude i samfundet.

Ansøgningsfrist: 08.05.2012

Denne artikel er udarbejdet i samarbejde med Fundraiseren.dk, som har leveret data.

Du kan få flere råd og vejledning om brug af fundraising på 
www.fundraiseren.dk.

Login